Florence

Af: Ketty Dahl
Skøn og pinlig komedie om Florence, der ikke har én ren tone i livet, men som bare vil synge uanset prisen.

TÅKRUMMENDE PINLIG OG SKØN PÅ SAMME TID

En god komedie, der hæver sig over middelmådigheden, rummer også en dybde, der gør, at man ikke bare griner af personerne, men griner med dem og måske endda græder med dem og ikke kun af grin.

Sådan en komedie er "Florence", der bygger på den sande beretning om den utroligt rige Florence Foster Jenkins, der i 40’ernes USA lever for musikken, og som omfavner den med sit store korpus, mens det desværre ikke er gengældt for musikkens vedkommende. Den omfavner ikke tilbage, for hver en tone er ved at blive kvalt, når hun går i gang med at synge. Hun synger simpelthen så falsk, at hun lægger hele koncertsale ned … af latter, ja, det er ren tortur af både Mozart og Chopin, mens hun i sit eget hoved synger som en engel. Florence drømmer kun om at blive en berømt sopran. Hendes ægtemand Saint Clair Bayfield er fast besluttet på at lade hende blive i sin vrangforestilling for at beskytte hende mod verdens ondskabsfulde latterliggørelse og for at give hende noget at leve for. Han bestikker og betaler enhver, der omgiver Florence, til at lege med på ideen om, at hun vitterligt kan synge. Men en dag lejer hun, i mangel på selverkendelse, selve Carnegie Hall for at synge gratis for unge soldater, hjemvendt fra anden verdenskrigs gru. Hun vil uselvisk give dem en uforglemmelig musikoplevelse, og det får de så …, men ikke som Florence havde troet.

Hugh Grant er tilbage
Meryl Streep er altid et sikket kort, uanset hvad hun spiller, og hun er også i denne film fantastisk i rollen som Florence, men faktisk overgås hun til min store overraskelse af Hugh Grant, der spiller hendes ægtemand. Vi skal helt tilbage til "Notting Hill", siden han sidst havde en glansrolle, - herefter har han været med i masser af film uden at gøre nævneværdigt indtryk, og i starten af denne film tænkte jeg også: "Nå, han kan åbenbart kun spille på én måde!" Han lægger ud som den altid smilende, glatte, flødebolleagtige snylter af en britisk overklasse-ægtemand. Han er en holden mand, der nok ved, hvad han skal gøre for at gøre sin kone … og hendes formue tilpas. Man er ikke i tvivl om, at han er parat til at tømme hendes reserver på sin egen gentlemanagtige måde, mens han har noget kørende ved siden af i form af en elskerinde i en nærliggende lejlighed. Men det bliver ikke, som man troede. Efterhånden går det op for én, at han faktisk elsker hende, at han faktisk er parat til at ofre alt for hende og faktisk er parat til at leve sig ind i selvbedraget, både hendes og hans, for at se hende lykkelig. Som han selv siger: "Uden loyalitet er vi intet." Og han er i den grad loyal, ja, mere end det. Hugh Grant brillerer i denne rolle. Han viser karakter, og det er uomtvistelig hans bedste rolle til dato. Han er simpelthen blevet en voksen og moden mand, og hvilken charmerede mand! Fra at være en farceagtig ha-ha-komedie, hvor man er godt underholdt, slutter filmen med et smukt og rørende touch, som netop gør den til mere end underholdning. Dybest set er det en film om kærlighed. Om kærlighed, der gør blind … og døv!

Falske præmisser, ægte kærlighed
Man kan diskutere, om det ikke er misforstået kærlighed at leve i et parforhold, hvor intet beror på ægthed og ærlighed, men er rent spil for galleriet. Ja, hvor parret lever på en løgn, men hvor han i virkeligheden bare ønsker at bygge et hegn op om hende, så verden ikke får lov at vælte hende i al hendes skrøbelighed. Han sørger ihærdigt for, at ingen får lov at fortælle hende sandheden. Han ønsker at beskytte hende, fordi han på trods af alt har fået lov at se og høre hende, som hun gerne vil høres. Han elsker på trods. Derfor træffer han et valg, han vælger hende i al hendes ynkelighed og sårbarhed og støtter illusionen, ja, skaber den, for han ved, at uden den vil hun dø. Hvis ikke det er kærlighed, (misforstået eller ej) ja, så ved jeg ikke …

I filmens tredje store rolle ses Simon Helberg som Florences pianist, der med stort komisk talent og sjov mimik leverer en skøn præstation. Jo, det er en film, der er værd at se, og man får grinet højlydt, men har også momenter, hvor man sidder og tænker, når folk i salen skriger af grin af hendes latterlige optræden: Så hold dog mund og lad hende få lov at elske musikken. Samtidig er man sig pinlig bevidst, at man selv kunne have været én af dem i salen, der grinede højest, - og har været det det meste af filmen, og det er faktisk ikke rart, for Florence er mere end det, man hører. Enhver fugl synger med sit næb.

---