Flaskepost fra P

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En krimi efter roman af Jussi Adler-Olsen med humor, spænding og rædsel, hvor handlingen foregår i et religiøst, sekterisk miljø.

EN FLASKEPOST MED ET NØDRÅB
Dette er den tredje film i serien om politiets særlige afdeling Q, hvor bl.a. Carl Mørk (Nikolai Lie Kaas), Assad (Fares Fares) og Rose (Johanne Louise Schmidt) arbejder med gamle sager, der dukker op.

Det hele begynder med, at der findes en gammel flaskepost, der indeholder et råb om hjælp. Stykke for stykke afdækkes en række mord på børn, begået af en psykopatisk morder. Carl og Assad sætter livet på spil i kampen for at stoppe denne morder, inden endnu flere børn myrdes. Jeg vil ikke røbe for meget af den spændende handling, men kan da sige, at handlingen er ret enstrenget: man følger stort set hele tiden det samme forløb. Der er undervejs nogle meget barske scener, så censur-alderen er helt berettiget.

Underholdende
Også denne film har mange af ingredienserne fra Jussy Adler-Olsens krimier: humor, spænding og usædvanlige forbrydelser. Samspillet mellem Carl, Assad og Rose leverer megen lun humor. Samtidig er der det spændende optrevlingsarbejde og en hel del hjertebankende action. Filmen må siges at være en krimi med meget høj underholdningsværdi. Og det er i sig selv en god grund til at se den.

Tro og psykopati
Måske er der mere i filmen. I hvert fald spiller tro og religion en stor rolle. Dels foregår forbrydelserne i et strengt religiøst, sekterisk miljø, og dels er forbryderens motiv at tage troen fra mennesker. Forbryderen har selv haft en ulykkelig barndom i et religiøst, sekterisk miljø. Han ønsker nu at tage troen fra alle ved at tage troen fra de meget troende. Ved at bortføre to søskende og dræbe den ene, mens den anden ser på, regner han med at tage troen fra den overlevende. Og ligeledes fra forældrene. For når man står over for den største rædsel og beder Gud om hjælp – og Gud så ikke redder ens søskende/barn, hvordan kan Gud så være til?

Problemet har kristne altid har arbejdet med: hvordan kan man tro på en kærlig og almægtig Gud, når der sker så mange onde ting. Også selv om man havde bedt om hjælp? Det er et meget alvorligt spørgsmål, der virkelig kan få troen til at vakle. Der findes mange gode svar på spørgsmålet. Filmen behandler ingen af dem. Den beskriver bare psykopatens syge tanker. På den ene side må man sige, at problemstillingen er helt legitim og relevant. Men på den anden side må det også anføres, at beskrivelsen af det religiøse miljø forlader virkelighedens verden. Godt nok er det beskrevet som en meget yderligtgående sekt (af en art, der ikke hentyder til nogen virkelig sekt i Danmark) – men alligevel. En mor, der smider saltsyre i hovedet på sin datter, fordi hun mener, at Gud er utilfreds med datteren: det er ikke religiøs fanatisme, det er sindssyge. At forbryderen opfatter sig selv som en af Satans sønner, bekræfter billedet af psykiske lidelser iklædt religiøs dragt. På den måde kan man sige, at selve problemstillingen afsvækkes, fordi det psykopatiske overtager billedet. Ligeledes er beskrivelserne af sektens bønner og gudstjenesterum meget forskellig fra det, man ellers oplever ved sekter, der er udgået fra kristendommen.

En mere realistisk skildring kunne have gjort problemstillingen langt mere skarp og pågående og kunne have rettet et relevant kritisk søgelys over yderligtgående sekter i kristendommens randområde. Men dette er nok for meget forlangt af en krimi – og dets fravær ændrer ikke ved filmens store underholdningsværdi.

---