Finding Forrester

Af: Peter Jerup-Thise
Jamal gemmer på et stort skrivetalent. Da han møder William Forrester, bliver talentet taget i brug.

Finding Forrester er filmen om den 16-årige dreng, Jamal, der gemmer på et stort skrivetalent. Ingen ved det, da han aldrig snakker om det. Han er vokset op i ghettoen og kan ikke fortælle nogen om sit talent uden at miste respekten hos sine venner. Da han tilfældigt møder William Forrester bliver hans gaver imidlertid taget i brug, for William er en legende i den litterære verden. For fire årtier siden skrev han en bog, der gav ham Pulitzer-prisen, men siden da har han været trukket tilbage fra offentligheden. Et unikt venskab bliver til, og begge må sande, at det ikke altid er let at gøre det rigtige, men både lærer og elev må træde frem, hvis venskabet skal bevares og sandheden skal ud.

Det er Gus Van Sant, der står bag denne lille film. Han er ikke ubekendt med drama-genren – han stod også bag kæmpesuccesen Good Will Hunting og har efterhånden opbygget sig et respektabelt ry. Og med et solidt cast og et velskrevet manuskript er også denne film noget, han kan være nogenlunde bekendt at sætte på cv'et.

Sean Connery spiller hovedrollen, og det gør han udmærket. Han er troværdig og overbevisende, og det er godt at se ham i en rolle, hvor han for en gangs skyld ikke prøver at gøre sig yngre, end han nu engang er. Han har mange gode replikker, og der falder endda også lidt morsomheder af indimellem, og det kan han såmænd også bære. Den unge, relativt ukendte Robert Brown spiller den anden hovedrolle som roden Jamal, og det gør han såmænd også ganske godt, uden dog at brillere. Han er lidt firkantet til tider, men det kan man sagtens bære over med. Det er altid en fornøjelse at se Anna Paquin, og det undrer mig gang på gang, at nærmest uanset hvor lille en rolle, hun har i en film, formår hun at stjæle billedet. Hun charmer sig elegant gennem alle sine scener, og det er ikke til at stå for.

Manuskriptet er velskrevet og er fyldt med varme og humor, og det er jo altid rart at se på. Man har det godt, når den er færdig. Man sidder med en "ahh"-fornemmelse. De gode fik det godt, og de onde fik en lang næse – og alt blev godt igen.

Det skal ikke opfattes så ironisk, som det er skrevet, for det er såmænd en ganske jævn feel-good film, og så længe man ikke forventer mere, så går man ikke galt i byen. Skuespillerne gør det generelt godt, instruktøren ved, hvad han laver, og det hele går sådan set op i en højere enhed. Det er ikke nogen film, der kommer til at skrive historie, og det er vist egentlig heller ikke meningen.

Den er ret typisk bygget op, er ekstremt politisk korrekt, og der er i det hele taget ikke de store overraskelser at komme efter. Det er historien om den kuede og oversete, der gemmer på noget stort, og når han endelig får sin chance, er det lige ved at gå galt, men han bliver reddet i sidste øjeblik og får det, han rettelig har fortjent. Præcis som "Good Will Hunting", "Remember the Titans", "Scent of a Woman" og et utal af andre (amerikanske) film, der spiller på de samme grundelementer, har denne film det, der er meget behageligt at se på, men også det, som man også lige så hurtigt glemmer igen.

Alt i alt er det, som jeg allerede har sagt, en jævn og aldeles stueren film, der har mange fine figurer og mange velskrevne dialoger, og som nok skal underholde og varme. Men trænge helt ind under huden, det formår den ikke, og den sætter ikke just verden i brand.

---