Fight Club

Af: Michael Agerbo Mørch
En højspændt og voldsom actionfilm, der svæver på kanten af det indsigtsfulde og det fortabt nihilistiske.

Det er meget svært at give stjerner til David Finchers kultklassiker "Fight Club". Ikke alene fordi jeg har set den ubehøvlet mange gange, eller fordi jeg synes, den er brutal, voldsom og besnærende; nej, problemet er, at den ligger lige på kanten af køkkenbordet, og er ved at trille ud over uden at tage hensyn til, om den så ender med at falde! Med det mener jeg, at filmen er så brutal, hensynsløs og voldelig, at den burde sables ned i enhver anmeldelse; tilmed har den nogle voldsomme udsagn om menneskets manglende værdi og tilværelsens ligegyldighed, ja, den går da endda så langt som at hævde, at meningsløsheden måske skyldes, at Gud hader os! En lidet troværdig påstand.

Men, og der er et stort men her!  Filmen har en lang række indsigtsfulde og ætsende kommentarer og ironier over vores forbrugersamfund og dets manglende forståelse for noget mere værdifuldt. At livssynet bag filmen så er ikke-kristent, og intetheden derved ikke fyldes op, gør måske knapt så meget. Man kan fint bruge filmens mange kloge ræsonnementer som udgangspunkt for diskution (jeg taler af erfaring!).

For at komme til selve filmen: Edward Norton spiller en søvnløs fortæller, der har et kedeligt og meningsløst forbrugerliv i en af USA's mange kedelige og meningsløse storbyer. Han sætter klare ord på smerten og lidelsen ved at være søvnløs, og han svæver i et tomrum mellem søvn og vågen tilstand. Pludselig finder han sin medicin. I en terapigruppe for mænd med testikelkræft, finder han et rum, hvor gråden kan få frit løb - og pludselig sover han tungt som en lille baby. Han ender med at valfarte rundt mellem forskellige terapigrupper for at finde sit næste medlidenhedskick.

I disse terapigrupper møder han en mystisk kvinde ved navn Marla Singer (Helena Bonham Carter). Hun er "turist" til terapimøderne ligesom hovedpersonen selv. De indleder ikke noget forhold, men deres veje krydses på forunderlig vis gennem filmen.

Pludselig render fortælleren ind i en fyr ved navn Tyler Durden (Brad Pitt). Han er nihilist*, og går efter at nedbryde alle kapitalismens forbrugermættede konventioner. Efter en ætsende enetale på en bar, tager Durden fortælleren med ud på parkeringspladsen, og pludselig har de startet et fænomen: "Fight Club". En club for utilpassede mænd, hvor man slås for sjov, og hvor der ikke er andre hæmninger, end at man skal stoppe, når den anden beder om det. "Fight Club" bliver fortællerens vej ud af intetheden, men det er som om, han ikke kan regne med Tyler Durden. Mon den mystiske mand har mere i ærmet  end blot en simpel undergrundsklub?

Æstetisk set er filmen fremragende. Den er på kanten mellem en fransk noir og en typisk amerikansk action. De mørke billeder, de mange kantede framings og ikke mindst de mange klip er med til at gøre filmen adrenalinpumpende.

Specielt de to hovedpersoner, Brad Pitt og Edward Norton, spiller helt formidabelt. Min personlige favorit er Brad Pitt, der med arrogance, vanvid og overlegenhed spiller den psykotiske Tyler Durden. Måske hans bedste rolle nogensinde?

Filmen er meget barsk og voldsom, og det er bestemt ikke nogen familiefilm. Skal man have en filmaften for de mere hårdkogte, fx med teenagere i familien, så er "Fight Club" et godt bud. Det er dog vigtigt at snakke godt om filmen bagefter, da den ikke umiddelbart er sund rent etisk. Men som jeg har forsøgt at skitsere behandler den nogle dybe eksistentielle temaer som meningsløshed, intethed og identitet. Kan man administrere de ting, så er filmen værd at se. Ellers skal man nok vælge en anden film!

*nihilisme: et anarkistisk livssyn, som fornægter alle værdier, mål og muligheder for fremskridt, og som fremhæver tilværelsens meningsløshed - som vil nedbryde al samfundsorden.

 

 

---