Ferskenlunden i Catalonien

Af: Henrik Højlund
En lavtonet film om et familieliv i Spanien. En film med ufattelig fin sans for det yderst almindelige menneskeliv. Man føler sig genkendt på trods af kulturkløften!

KLOG MENNESKEINDSIGT 

"Ferskenlunden i Catalonien" er en usædvanlig lavtonet, udramatisk film om et familieliv i Spanien, som udfordres af nogle ydre omstændigheder.

Vi lukkes ind i en hverdag, hvor ferskenhøsten er det ydre omdrejningspunkt. Solé-familien har i et par generationer haft et jordstykke til en ferskenlund, et jordstykke som de formelt set ikke ejer, men som de fik lov til at tage i brug af familien Pinyol, fordi de fik hjælp af dem tilbage omkring anden verdenskrig. Nu har den nye generation af Pinyol imidlertid andre planer med deres jord, og til den regner de det jordstykke, som uformelt har været tildelt Solé. Et finurligt sidespil i dette er, at planerne går ud på at lave solpaneler i hele området. Det er der på én gang bedre penge i og samtidig udsigt til noget så fornuftigt som mere grøn energi. Pinyol tilbyder endog Solé at få del i arbejdet med solpanelerne, et arbejde som vil give udsigt til bedre indkomst også for dem.

Følgeskabet slår revner
Men familien Solé er ikke stemt for det. Allermindst ham, der nu er husets far, Quimet. Hans ældre far, som i sin tid, fik tildelt jordstykket, er stadig i spil, men Quimet har overtaget styret, og det gør han med stor bestemthed for fastholdelse af ferskenhøsten, selvom udsigten til at kunne fortsætte med det er lig nul. Quimet kan ikke udholde tanken om at måtte give slip på familiens traditionelle liv og levned. De andre i familien, kone, børn, søskende, svoger, følger ham et godt stykke på vejen, men langsomt går følgeskabet så småt i stykker, og familiesammenstødene stiger tilsvarende.

Som sagt er historiens plot meget udramatisk. Det hele forløber i små ryk og vejsving, med ufattelig fin sans for det yderst almindelige menneskeliv, som man kan føle sig genkendt i, uanset om man befinder sig et andet sted på kloden eller i en anden kultur og hverdag. De trakasserier, familien løber ind, ved denne ydre livsændring, sættes i spil på en meget ægte, troværdig måde. Man kan undervejs se sig selv i mange af de små og halvstore kontroverser, situationen afføder i en familie, som ellers har haft alt sit gode liv i mærkbar glæde over samhørigheden.

Imponerende skuespil
Skuespillet er i sin fuldstændigt afdæmpede hverdagsform imponerende. Allermest imponerende er spillet med fire små børn. Man tror næsten ikke sine øjne, når man ser disse børn spille deres roller. Der er intet spil, intet. De forekommer blot at være sig selv i ét og alt.

Filmen har umiddelbart ikke en stærk tematik, lige så lidt som et stærkt plot, men i al sin enkle hverdags-udfoldelse leverer den en fin og klog menneskeindsigt.

Filmen modtog Guldbjørnen ved årets Berlin-festival.

Filmen er kommet på dvd.

---