Fences

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En tidligere kriminel sort mand er gift med en dejlig kone, der får ham stabiliseret. En knugende og uforløst fortælling, der oprindeligt er et teaterstykke.

ET KNUGENDE TEATERSTYKKE PÅ FILM

I 2010 blev August Wilsons skuespil Fences (da.: hegn/stakit) fra 1987 genopført på Broadway. Det har været et kendt og succesrigt teaterstykke, som har vundet flere store priser. Ved opsætningen i 2010 fik Denzel Washington og Viola Davis hovedrollerne.

Stykket er filmatiseret og blev ved Oscaruddelingen i 2016 nomineret i kategorierne bedste film - som ikke vandt - og bedste kvindelige birolle, som Viola Davis vandt. Det med bedste film forstår vi ikke. Der må være noget ved den film, som man bedre forstår som amerikaner.

"Fences" foregår i Pittsburgh i 1958. Vil følger den sorte Troy Maxson (Denzel Washington), der tidligere har været kriminel, men efter et fængselsophold mødte den dejlige Rose (Viola Davis), der fik ham stabiliseret. Nu er han skraldemand og kæmper for ligeret for den sorte befolkning. Vi følger samspillet i familien og nogle få personer, der har betydning for dem.

Noget virker godt nok
Vi begynder med det positive. Der er meget godt skuespil. Der er fine persontegninger. Der er en god skildring af et venskabsforhold mellem Troy og hans skraldemandsmakker, der bl.a. tør fortælle Troy, når han er ude i noget skidt. Der er fine antydninger af forholdet mellem ægteparret Rose og Troy, der har været gift i 18 år. Der er en tankevækkende skildring af forholdet mellem Troy og hans teenagesøn. Et forhold, hvor Troy bestemt ikke er et forbillede. Det er han nu heller ikke i ret mange andre forhold - viser det sig.

Noget virker ikke
Desværre er der flere ting i filmen, som halter for meget. Filmen har ikke frigjort sig fra teatret. Der mangler i katastrofal grad locations. Det meste foregår i en trøstesløs baggård, hvor Troy er ved at bygge et hegn, som han aldrig får lagt sidste hånd på. Replikker og til dels fotografering virker temmelig teateragtige. Der er så meget og så hurtig snak, at det er svært at følge med, og i passager er det ikke muligt at nå at læse underteksterne. Nogle gange agerer Denzel Washington som om, han stadig står på scenen og skal nå ud i alle teatrets hjørner.

Der er en del henvisninger til noget fra Bibelen, men det sker i sammenhænge, så det enten virker utroværdigt eller farceagtigt. For eksempel optræder Troys hjerneskadede bror som en selvbestaltet og enfoldig dommedagsforkynder, der kan forsikre nogle om, at deres navn står skrevet i Sankt Peters store Livets Bog. Filmen handler om skyld og tilgivelse. Om kamp for at gør det rigtige, men uden at forstå andres behov. Det er en knugende og uforløst fortælling om en mand, der tilsyneladende gerne vil gøre det rigtige, men alligevel tager fejl og sårer sine nærmeste.

Skuespilforfatteren havde sat som betingelse for en filmatisering, at instruktøren skulle være farvet. Det blev så Denzel Washington. Det valg er tilsyneladende ikke det rigtige. En anden instruktør kunne måske have løftet fortællingen med de mange gode ansatser ud af teatret og udnyttet filmediets mange muligheder for at fortælle på en anderledes måde. Vi har set mange gode skuespilpræstationer fra Denzel Washington, og han kunne sikkert også have løftet sin karakter i "Fences" endnu bedre, hvis en anden instruktør havde lagt lidt bånd på ham.

---