Faustas perler

Af: Peter U. K. Jensen
En melankolsk film, der fortæller om en frygtsom, peruviansk piges liv. Filmen vandt i 2009 en guldbjørn og var nomineret til en oscar for bedste udenlandske film.

Lad mig sige det med det samme, det er den første spansk/peruvianske film, jeg har set og hvilken én! Filmen er et melankolsk drama, der tager sit udgangspunkt i en verden, som få af os kender til. En verden, hvor rædslerne fra 1980’ernes borgerkrig kaster deres tunge skygger ind over en ung piges liv. Et liv, der viser sig at være alvorligt psykisk skadet, inden det overhovedet rigtigt er begyndt.

Skønt Peru igen er blevet et fredeligt land, lader instruktøren, Claudia Llosa, med sin flotte, velkomponerede og stille film os få et indblik i, hvordan overtro, fortællinger og frygt kan dominere en ung pige. Filmen er en melankolsk livsberetning set gennem en peruviansk piges øjne.

Borgerkrigens rædsler
Sangen binder fra start til slut dette episke drama sammen. Faustas mor synger med en trist, melankolsk stemme om hendes forfærdelige oplevelser af drab, voldtægt og skyld under borgerkrigen. Sangen bliver det sidste, Faustas mor synger i levende live. Da moren er død, overtager Fausta stemmen i sangen og lader den triste sang fortsætte. Fausta bærer videre på morens sorg, for, som filmen gentagne gange understreger, oplevede hun jo voldtægten fra indersiden. Hun var et foster, da forbrydelsen skete. Nu begynder "Faustas perler" – en fortælling om en ung piges kamp for at slippe af med frygt, sorg, mismod og ikke mindst at bryde ud af tristhedens skal.

Sorg og frygt er arvet med modermælken
Fausta lever et liv, hvor borgerkrigens rædsler er nedarvet i hendes sjæl. Der er dannet sår så dybe, at det tager flere generationer at hele. Fausta er en stille, ung og sorgfyldt pige. Hun er rædselsslagen for at være alene. Altid er der frygt i hendes øjne, og hun ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. Hun frygter for selv at blive udsat for en voldtægt ligesom moderen og har som en primitiv forebyggelse sat en kartoffel op i sin livmoder.

Bryllup kontra begravelse
Filmen består af mange lag. På realplanet ønsker Fausta at sikre sin afdøde mor en ordentlig begravelse. Men det har familien ikke råd til, da der skal være bryllup i familien. Et bryllup der filmen igennem kommer til at virke som en grotesk, diametral modsætning til Faustas sindsstemning. For at få råd til begravelsen tager Fausta arbejde hos en sangerinde fra overklassen, hvor der er mere end rigeligt af alt. Sangerinden hører Faustas smukke stemme og sange. Som betaling for at bruge disse sange lover hun Fausta perler til gengæld, og Fausta øjner en mulighed for at få råd til at give sin mor en ordentlig begravelse.

 På det symbolske plan bliver det kartoflen, der er sat op i Faustas livmoder, et billede på, at livet ikke kan blomstre, før smerten er borte. I mødet med en gartner, øjner Fausta håb – et håb om, at der er ærlige, oprigtige og kærlige mennesker til. Filmen ønsker gennem Faustas liv at sætte fokus på temaer som lavt selvværd, mistillid, familieliv og ikke mindst jagten på ægte medmenneskelig kærlighed.Langsomme klip"Faustas Perler" er en smuk film, især hvis man kan li’ film, hvor man kommer tæt på et menneske fra en anden kultur. Men det er langt fra en actionfilm. Klipperytmen er meget langsom og scenisk. Der er meget lange klip og tidspunkter, hvor man føler, at filmen er gået i stå. Men jeg synes egentlig bare, at filmens komponering passer rigtig godt til de temaer som behandles. Den melankolske stemning understøttes i høj grad af billedkompositionen og instruktørens valg af musik, klipning og komposition. Men filmen mangler noget. Det er som om instruktøren har villet for meget og ikke helt når derind, hvor man lader den gå rent ind. Derfor kan filmen virke mærkelig og tung.Så frem for at hive de varme popcorn ud af mikroovnen vil jeg foreslå, at man indstiller sig på en eftertænksom film og tager en kop dampende varm te med ind foran skærmen. Det tror jeg passer bedre til filmen …

---