VOLDSOMME TRAUMER FRA 7. OKTOBER
"Fauda sæson 5" er en meget barsk oplevelse, især hen mod slutningen. Den har nemlig Hamas' terrorangreb den 7. oktober 2023 som omdrejningspunkt. Som det fremgår af anmeldelserne gav jeg første og anden sæson fem stjerner. Sæson 3 gav jeg kun tre stjerner, og jeg så ikke alle episoderne. Årsagen kan læses i anmeldelsen. Jeg har ikke set sæson 4. Nu kom sæson 5, og det forlød, at den i høj grad handler om Hamas' forfærdelige angreb på israelske civile. Da forholdet mellem jøder og palæstinensere fylder en del for mig, blandt andet fordi jeg engang lavede interview-bogen Forsoning i kløfternes land med jøder og palæstinensere, gav jeg serien en chance på grund af den nye vinkel.
Blodhævn i Marseille
Sæson 5 foregår i 2025, to år efter Hamas' terrorangreb den 7. oktober. Israeleren Eli (Yaakov Zada-Daniel) får et tip om, at den ansvarlige for likvideringen af hans familie, nu opholder sig i Marseille. Eli er ikke på nogen måde kommet sig over sit tab og tager til Marseille for at søge blodhævn. Hans ven Doron (Lior Raz) følger efter ham, for at tale ham fra det. Doron lider også stadig af følgerne efter 7. oktober. Han har forladt hæren for at koncentrere sig om sin familie og sit landbrug. Han er i terapi hos en psykolog, som blandt andet prøver at hjælpe ham med at huske de otte timer den 7. oktober, der er forsvundet fra hans hukommelse. Steve (Doron Ben-David), en anden af Elis venner, kommer til Marseille fra London. Han mener, at blodhævnen er på sin plads og bakker Eli op. De tre er taget afsted som privatpersoner, men efterhånden involveres både Shin Bet, som er deres gamle israelske arbejdsgiver, og det franske politi. Shin Bet er på sporet af en aktiv Hamas-celle i Marseille, som de mistænker for at planlægge endnu en voldsom massakre et sted i Israel. En velkommen tilføjelse til persongalleriet er Anne (Mélanie Laurent, der er fransk med jødiske rødder). Det lykkes den erfarne skuespiller at give troværdighed til en person, der udsættes for voldsomme omvæltninger. Hun er en figur, som Palæstina-venner i Europa passende kan spejle sig i.
Midt i den forfærdelige massakre
I de første fem episoder af sæson 5 foregår serien for første gang udenfor Israel. Spredt undervejs får vi korte erindringsglimt af nogle forfærdelige scener fra 7. oktober, som de tre soldater oplevede på nært hold. Men ellers handler sæsonens første halvdel om hævnaktionen i Marseille. Undervejs infiltrerer Doron og Eli Hamas for at afsløre at målet for den næste operation. Episode 6 foregår især i en træningslejr, hvor en Hamas-celle forbereder sit næste storslåede angreb. Episode 7 og 8 går to år tilbage, og foregår midt i massakren den 7. oktober. Formålet er at vise os, hvorfor Eli og Doron og mange andre israelere har dybe sår i sjælen, som de aldrig helt kan komme over. De sidste tre episoder foregår igen i filmens nutid og handler om bestræbelserne på at forhindre Hamas' næste massakre.
Hele manuskriptet blev kasseret
Der forelå et færdigt manuskript til sæson 5, men så kom den 7. oktober 2023, og der måtte skrives et helt nyt. Det har fra begyndelsen været en vigtig præmis for "Fauda", at serien skulle være så realistisk som muligt. Efter 7. oktober kunne man ikke lave en sæson 5, uden at tage terrorangrebet med. Det er muligt at se sæson 5 uden de forudgående sæsoner, men jeg vil anbefale, at man i det mindste læser anmeldelsen af sæson 1, da den giver lidt baggrund for at forstå den Shin Bet-enhed, som Doron, Eli og Steve var en del af.
En diagnose og ikke en løsning
Lior Raz, der spiller hovedrollen som Doron, var i det virkelige liv en del af en antiterror-enhed der arbejder under Shin Bet. Han er seriens hovedmand, både når det gælder ide og overordnet handling. "Fauda" søger at skildre både den israelske og den palæstinensiske side af konflikten så objektivt som muligt. Det er lykkedes, for serien har mange seere i begge lejre. Til trods for de mange voldsomme scener er den ikke lavet for at forherlige volden - tværtimod. Den viser gang på gang, hvor traumatiserende konflikten er. Samtidig viser den, hvad der driver jøderne og palæstinenserne i hver deres kamp. Det gælder ikke mindst i sæson 5, hvor vi møder en forførende islamistisk indpisker. I nogle dele af medierne og på sociale medier er sæson 5 blevet beskyldt for at forsvare Israels angreb på civile i Gaza ved at vise, hvordan massakren den 7. oktober var i virkeligheden. Jeg oplevede ikke et eneste forsvar for Israels ageren i Gaza.
Serien er fyldt med sorg, usikkerhed og hævnfølelse, men også kærlighed, loyalitet og ønske om retfærdighed. Lior Raz siger i et interview, at "Fauda" ikke viser en løsning, men søger en diagnose. Hans ønske for sæson 5 har været at vise, at hævn aldrig løser noget. Sæson 5 hjælper os til at forstå, hvorfor israelske soldater tynges af skam over ikke at opdage faren i tide og ikke at kunne beskytte familie og venner.
Efter en smuk afslutningsscene, der viser en begravelse, sad jeg tilbage med et ønske om, at "Fauda" nu også er begravet. Jeg er glad for, at jeg så sæson 5, og jeg tror, den kan være med til at sprede en tiltrængt påmindelse om, hvad der skete 7. oktober 2023, og hvilke spor massakren har sat i Israel. Men jeg har ikke brug for mere fra "Fauda"-skuffen.
Kan ses på Netflix