Fauda sæson 3 (serie)

Af: Jørgen Hedager Nielsen
En gruppe fra det israelske militær arbejder undercover på Vestbredden og i Gaza. De udfører vovede og dumdristige operationer for at befri et kidnappet israelsk kærestepar.

DET ER IKKE GODT NOK 

Jeg må indrømme, at denne anmeldelse ikke er skrevet ud fra hele sæson 3. Jeg har set ni episoder og vil ikke bruge tid på de sidste tre. Som det fremgår af anmeldelsen af sæson 1, var jeg ret vild med den. Sæson 2 faldt noget i kvalitet på flere punkter. Blandt andet svandt de få perspektiver ind, der fra begyndelsen var på en bredere skildring af konflikten mellem jøder og palæstinensere. Kernen i serien er krigen mellem en israelsk militærs indsatsgruppe, der opererer undercover i de palæstinensiske områder og så de palæstinensiske militante grupper. I sæson tre er det Hamas i Gaza, de er i krig med, men det er meget lidt, vi får at vide om Hamas' politiske holdninger og egentlig også om forholdene i Gaza.

Umuligt at undgå vold
Der er to fortælletråde i denne sæson. Den mest iøjnefaldende er, at et jødisk ungt par kidnappes med det formål at få en fangeudveksling i stand med de israelske myndigheder. Den anden er, hvad der sker, når en tidligere militant palæstinenser lukkes ud i samfundet efter 20 års fængsel. Han kommer ud med et ønske om at blive en god ægtemand og far, og han ønsker at lægge volden bag sig. Serien viser så, hvor svært det bliver for ham. En lidt lignende situation ser vi for hans søn - den unge og noget naive Bashar - som den israelske undercover-agent Doron optræder som boksetræner for. Bashar vil bare have fred til at dyrke sin sport, men kan han få lov til det?

Israelske anmeldere er stadig vilde med serien. En af dem peger på, at "Fauda" viser, hvordan volden danner en opadgående spiral, hvor vold avler mere vold. En anden peger på, at den fremtrædende hovedperson Doron mere og mere viser sig som problemet frem for løsningen. Med lidt velvilje kan jeg godt se, hvad de mener.

Kvaliteten falder igen
Kvaliteten er faldet meget siden sæson 1. Det er muligvis instruktionen, der har nået et lavpunkt. Måske skyldes det pres for at få lavere produktionsomkostninger, eller måske var instruktøren på sæson 1 bare bedre end Rotem Shamir, der har instrueret sæson 2 og 3. Skuespillernes optræden virker ofte meget mekanisk og dårligt gennemarbejdet. Det er især gået ud over replikkerne, som i sæson 3 i ret høj grad fremføres i et lidt underligt engelsk. Mange replikker virker stive og oplæste mere end indlevede, og det er ærgerligt, for vi har tidligere set, at skuespillerne kan mere. Producenterne er åbenbart overbeviste om, at hvis bare nogen lister rundt med en stor pistol i hånden og årvågent drejer om hjørner og sparker døre ind, så bliver det spændende. Hvis der så indimellem dræbes en helt eller en bunke skurke, forstiller de sig tilsyneladende, at seriøsiteten er bevaret.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere er for alvorlig og for kompliceret til at blive behandlet så overfladisk. Vi møder kun frontsoldaterne på begge sider og får ingen indtryk af dem, der sidder på det politiske niveau og trækker i trådene. Og alle dem på begge sider, der er imod volden, er totalt fraværende.

Kan ses på Netflix.

---