Father Stu

Af: Carsten Riis Jensen
Mark Wahlberg giver krop, personlighed – og bandeord – til den sande historie om bokseren Stuart Long, som efter et motorcykeluheld vælger at blive katolsk præst.

DEN SYGE PRÆST SOM BANDER 

Filmen "Father Stu" bygger på den sande historie om Stuart Long, en tidligere fodboldspiller, wrestler og bokser, som efter et motorcykeluheld læste til præst og trods markant, voldsom sygdom, blev ordineret til katolsk præst. Samtidig er "Father Stu" den første trosbaserede film med advarslen "Tilladt for børn over 15 år" jeg har set, og det skyldes i høj grad det voldsomme sprog. Der bliver ikke lagt fingre imellem, må jeg sige. Der bliver bandet og svovlet, ganske som Stuart gjorde det.

Det er kendetegnende for filmen, at netop fordi man har fastholdt personernes faktiske sprog - og bandeord - så ville filmen have virket kunstig, hvis ikke netop Mark Wahlberg havde spillet hovedrollen. Han er kendt som netop den bramfrie, sprudlende mand, der på sin egen særprægede og autentiske måde kan være både muskuløs rapper, skuespiller og troende. For mig gjorde det noget ved filmens autenticitet, og det hjalp, at jeg har en god kollega, der ligesom Stu også i en sen alder blev omvendt og som stadig den dag i dag kæmper med sproget.

Den sande historie
Historien om Stuart Long er bemærkelsesværdig og rørende. Han har en svær barndom med en drikfældig far og en bror, der dør meget ung. Stuart lever i det hårde miljø, og det er tydeligt, at han hele vejen igennem prøver at bevise noget over for sig selv og sin familie. Han er hurtig på aftrækkeren, har en sarkastisk og bidsk humor og bander voldsomt.

Han møder en pige, Carmen, som han straks forsøger at komme på date med. Hun er imidlertid katolik og fortæller, at der ikke bliver noget imellem dem, eftersom han hverken er døbt eller katolik. Den resolutte Stuart tager det som en udfordring, går til dåbsundervisning og bliver døbt. Troen betyder dog reelt ikke noget for ham før hans liv en dag tager en uventet drejning: Han ender i et voldsomt motorcykeluheld, og efter uheldet har han en klar ide om, at han skal blive katolsk præst. Det er ikke noget hverken præsteseminaret, vennerne, familien - og da slet ikke Carmen, som jo dermed må opgive ægteskab med ham - bryder sig om, men det lykkes ham at blive optaget.

Han gennemfører studiet på sin egen måde, med mange diskussioner om tro og teologi, men midtvejs i studiet bliver han diagnosticeret med en sjælden sygdom: Inklusionslegememyositis (IBM), en muskelsvindsygdom.

Tro og katolicisme
Når man lige har "vænnet sig" til sproget i filmen - hvis man ellers bør vænne sig til det - så er der mange virkelig gode temaer i "Father Stu."

Jeg vil sige det sådan, at filmen på den ene side udstiller katolicismens vranglære, men samtidig, på den anden side, fint fremstiller kristendommens lære om Guds kald, om sygdom, lidelse og nåde. Ikke sådan forstået, at forståelsen af fx sygdom og lidelse nødvendigvis er bibelsk korrekt, men at det fremstilles på en måde, som vækker genklang, forståelse og ja, tårer.

I filmen spilles Stu's far af Mel Gibson. Det er et godt valg, blandt andet når man tænker på, at han selv er (klassisk) katolik, hvilket kom markant frem, da han i 2004 lavede filmen The Passion of the Christ, hvor der hver dag under optagelserne blev afholdt latinsk messe. Han er også et godt valg i forhold til farens drukproblemer og følgerne deraf, problemer som Mel Gibson jo selv har kæmpet med.

Markant er det også, at Stu, efter motorcykeluheldet, simpelthen møder både Jesus (i en bar!) og jomfru Maria. Det er især mødet med jomfru Maria, som han ser i et syn, der sender ham i retning af præstestudiet. Og endelig er der synet på lidelse: Stu bliver som sagt meget syg, og den lokale biskop afviser i første omgang at ordinere ham, blandt andet fordi han er bange for, at Stu med sine rystelser vil vanære nadveren, når han skal indvie den. Samme problem stod Martin Luther med - som nogle vil huske fra filmen Luther, hvor han med rystende hænder spilder altervin den første gang, han skal indvie nadveren.

Biskoppen vælger dog at ordinere Stu, og det er bemærkelsesværdigt, at det sker på grund af hans - og den katolske kirkes - syn på lidelse: At lidelse er en gave i det kristne liv. En gave, som han jo må erkende, at Stu har fået i stor dosis. Det er en fundamental tanke inden for katolicismen, at Jesus forløste os igennem sin lidelse og død på korset, og at vores egen lidelse på en mystisk måde, når den er forenet med hans, kan være forløsende.

Genkendelse, omsorg og sjælesorg
Stu viser sig som præst at være en markant personlighed og sjælesørger. Og igen gør han det på sin helt egen måde - og ikke uden kraftudtryk. I en scene tager han med en kollega til et fængsel for at holde gudstjeneste for de indsatte. Kollegaen har svært ved situationen, men Stu relaterer til de indsatte og taler deres tydelige og markante sprog - og dét giver genkendelse og åbenhed for evangeliet.

"Father Stu" er en bemærkelsesværdig film. Den var ikke lykkedes uden Mark Wahlberg, som den person han selv er. Og den er bemærkelsesværdig, fordi den er så bramfri og markant - og jeg var selv overrasket over, hvor meget jeg blev rørt over især den sidste halve time, hvor Mark Wahlberg er sminket rigtig meget for at ligne Stu, da han var allermest syg.

"Father Stu" er ikke en børnefilm, men det er til gengæld en film, der kalder på samtale bagefter. Og så viser den altså også, som nævnt, både de kritisable sider ved katolicismen og sider af sand bibelsk kristendom.

Filmen er kommet på dvd.

---