Fasandræberne

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En mørk dansk krimi om psykopater og deres modstandere. En flot film, men samtidig så voldsom, at den ikke er for sarte sjæle.

DYSTER FILM OM TO SLAGS JÆGERE

Krimi fra Q
Jussi Adler-Olsens "Fasandræberne" er nu på det store lærred. Vi følger – ligesom i den første bog/film i serien, "Kvinden i Buret" afdeling Q, politigårdens afdeling for genoptagelse af gamle kriminalsager. Den gamle sag, der genoptages, drejer sig om et brutalt mord for 20 år siden på et tvillingepar. Vicekriminalkommissær Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) får på brutal vis denne sag smidt i hovedet, og sammen med sin trofaste makker Assad (Fares Fares) og en ny kontordame, Rose (Johanne Louise Schmidt). Sammen kaster de sig ud i opklaringen. Handlingen skal ikke afsløres her, men opklaringen koncentreres ret hurtigt om en rigmandskostskole og dens elever – både dengang de gik der for 20 år siden og i dag, hører de enten til i samfundets øverste top eller i dets laveste bund. Toppen samles til jagtselskaber – nu ikke primært efter fasaner, men efter større vildt. Gennem mange flashbacks til kostskoletiden får vi som seere ret hurtigt større indblik i virkeligheden bag morderne end Carl og Assad, der må igennem mange og farlige trin, før de finder frem til sandheden.

Jægerne
En måde at få samling på filmen kan være at se den som beskrivelsen af forskellige jagter. Der er filmens indledningsscene med en jagt i en dansk skov med stenrige mænd, hvor hovedpræmien er et sommerhus. Præmien erhverves ved at nedlægge den zebra, der slippes løs. De to, der står for jagten, viser sig hurtigt at være nøglepersoner i dramaet: Ulrik Dybbøl (David Dencik), der er passioneret storvildtjæger med mange trofæer, og Ditlev Pram (Pilou Asbæk), der er med i magt- og pengeeliten i samfundets øverste top. Det viser sig, at "jagten" i deres kostskoletid havde mennesker som vildt. Historien melder intet om, hvorfor det var sådan. Det nærmeste, man kommer noget omkring en mulig årsag, kan hentes i en af Assads mange replikker med tør galgenhumor: "En kostskole – er det ikke der, man sender sine unger hen, når man ikke kan holde dem ud mere?"

Da Carl og Assad og Rose begynder deres jagt på morderne, dukker der en ny person op. Én, der både er tidligere "jæger" og offer og nu både jaget vildt og jæger: Kimmie (Danica Curcic). Fra at være sindslidende hjemløs springer hun ud som yderst effektiv og intelligent dræbermaskine. Som sagt kender vi som seere hurtigt forbryderne. Filmens spænding går alene på det dramatiske spil mellem de forskellige jægere.

Der bliver nedlagt meget mere end fasaner, og både med hensyn til vold og sex er 15-års grænsen absolut berettiget! Filmen beskæftiger sig ikke rigtig med eksistentielle spørgsmål, hvilket den dybe tone ellers godt kunne lægge op til. Dog får Carl afsløret, at den eneste grund til, at han ikke begår selvmord, er hans ønske om at hjælpe dem, der bliver "vildt" i forbrydernes jagt. Om det så lykkes i denne film, må seeren selv afgøre, når man går ud af biografen. Filmen giver ikke et entydigt svar.

Lidt vingeskudt
Filmen er ikke helt en fuldtræffer, selv om man er rigtig godt underholdt i de to timer, hvis man er til mørk humor og til en vandring gennem de meget snuskede dele af menneskehedens måder at behandle hinanden på. Dels er spændingen reduceret via de mange forklarende flashbacks, og dels er visse ting for utroværdige – fx Kimmies pludselige forvandling. Romanens mange lune menneskelige detaljer i samspillet mellem kollegaerne i Q er i sagens natur reduceret kraftigt og virker nogle gange usammenhængende. Filmen redder sig rimeligt i land i kraft af supergodt håndværk fra skuespillerne og personerne bag kameraet, der skaber nogle meget stærke stemninger undervejs. Det er befriende, at Carls ledelse støtter ham og lader ham fortsætte med fuld styrke, da der går nepotisme i sagen, og politiets top (der også har gået på kostskole) vil lukke efterforskningen. Det andet er alt for klichéagtigt i kriminalfilm. Klicheagtigt er det også, at efterforskeren umuligt kan få et familieliv til at køre. Og her rammer filmen til gengæld klicheen lige i bulls eye i sin beskrivelse af forholdet mellem Carl og hans hjemmeboende teenagesøn.

---