Farvel til mafiaen

Af: Finn Andersen
En mafiafamilie bliver indsat i et vidnebeskyttelsesprogram og får dermed muligheden for at bryde med miljøet - men vil de det?

Filmen er en letbenet action-komedie, hvor der forsøges med parodier og slapstic.

Robert De Niro er gangsterbossen Giovanni Manzoni, som begår den ultimative dødssynd at stikke sine mafiavenner i Brooklyn. Han og familien bliver tilknyttet et vidnebeskyttelsesprogram under forskellige identiteter, og sammen med sin kone Maggie (Michelle Pfeiffer) og deres to teenagebørn går turen over Atlanten til en lille provins i Normandiet, hvor familien indkvarteres.

Men det bliver for kedeligt for hele familien at være almindelige borgere. Der går ikke lang tid før, at Maggie brænder det lokale supermarked af, efter at have fået en dårlig betjening. Datteren Belle (Dianna Agron) gennembanker en lidt for nærgående dreng med en tennisketsjer efter en temmelig lummer tilnærmelse. Sønnen (John D'Leo) indtager skolen som en sand mafiaboss i børnehøjde og tager hurtigt hævn over de drenge, der hader amerikanere, og han slår én til plukfisk i starten af filmen. Og farmand selv? Han tæver en grådig blikkenslager halvt ihjel.

Sådan følger vi - i stort og småt - de fire familiemedlemmers dagligdag, mens deres kontaktperson fra CIA desperat ser facaden krakelere, så familien uundgåeligt afslører sig selv, og det kun er et spørgsmål om tid, før hævngerrige skygger fra fortiden dukker op i provinsbyen.

I det hele taget er familien svær at holde af, og blandingen af komedie og action fungerer ikke. Humoren opvejer ikke den rå vold, og den satiriske skildring af den sociopatiske familie falder derfor alt for ofte pladask til jorden.

Skuespillerne er slet ikke dårlige, men det gør ikke meget ved det temmelig kedelige plot. Tommy Lee Jones er den helt rigtige som den opgivende CIA-agent, og Robert De Niro spiller også hæderligt.

Filmen er i stil med den norsk-amerikanske tv-serie "Lilyhammer", hvor Steven Van Zandt er gangsteren, som stikker vennerne og begynder forfra i et norsk snelandskab – her er der ikke umotiveret vold, der er mere humor – og modsætningen mellem amerikaneren og de lokale er underholdende.

Familien har dybest set ikke lyst eller vilje til at komme ud af gangstermiljøet. Sprogtonen er hård og lummer. Der er derfor mange alternativer på markedet, hvis du vil se en god komedie.

---