Fargo sæson 3 (serie)

Af: Henrik Højlund
En sært forviklet og crazy historie med enkelte lysglimt. Serien udvikler sig til det rene galimatias med det ene mord efter det andet. 3. sæson mangler et naturligt fortælleflow.

ONDSKAB I TUSMØRKET

"De gode tabte." – "Ja, lige nu. Men Jesus vinder til sidst." Pludselig falder de to sætninger i Fargo sæson 3. Uden forbindelse i øvrigt til historien, men som et mærkeligt lille lysende glimt midt i meget tusmørke. De falder som en slags modsvar til seriens i øvrigt grumme historie. Som om instruktøren vil sige: Bare rolig, det I ser nu, er kun foreløbigt. Til sidst ender alt godt. Den lille ordveksling efterfølges af et af de få bevægende øjeblikke i historien, hvor den ene kvindelige betjent giver den anden et kram som en forsikring om, at den anden eksisterer, og at godheden eksisterer.

Kiksede og grusomme typer
Jeg lægger sikkert mere i det, end der er dækning for. Jeg ser det med kristne briller. Og dog, kort forinden siger historiens monster, Varga (bemærk navnet – "varulv"): "Problemet er ikke, at der er ondskab i verden. Problemet er, at der er godhed. Hvorfor skulle vi ellers bekymre os om det?" Det tør siges at være den omvendte verden. Verden på kynismens og ondskabens præmisser. Men kort efter kommer altså denne lille ordveksling og handling mellem filmens to kvindelige politifolk, som også repræsenterer historiens indslag af normalitet og sundhed. Det forekommer mig at være en lille nøgle til et lidt dybere tema i historien, om ondskab og godhed og det at føle sig levende og betydningsfuld i en verden, som ellers let drukner i meningsløs kynisme. Bortset fra de to kvinder er historien stort set befolket af næsten alt fra det kiksede til det ondskabsfulde til decideret grusomme typer.

Fra uheldige omstændigheder til galimatias
Historien udspiller sig som de to første sæsoner i det udkantsagtige Minnesota i USA, som i øvrigt er USA's lutherske kerneområde. Historien er som de to tidligere en sært forviklet og ret crazy historie, som handler om, hvordan noget, der til en begyndelse ligner lidt uheldige omstændigheder udvikler sig til det rene galimatias med det ene efter det andet mord til følge. Historien minder ikke så lidt om Tarantinos film. Plottet denne gang præges bl.a. af, at et par af hovedrolleindehaverne er enæggede tvillinger, begge spillet af Ewan McGregor. Det fungerer ret fikst. Tvillingerne er i totterne på hinanden, dog ikke mere end at det klares med regulært skænderi. Men så støder andre mere suspekte personer til, og forholdet forværres og ender i vold og død.

Værst af alle er førnævnte Varga, fremragende spillet af englænderen David Thewlis, som spillede Remus i Harry Potter. Han giver i ret høj grad historien virkelig kant og kvalitet. En fuldstændig kynisk forbryder, som kan skrue charmen på, hvis det skal være, og som i øvrigt lider af en trang til selvpinsel, hvilket kun forstærker hans groteske karakter.

I modsætning til de første sæsoner faldt jeg ikke rigtig for denne. Historien er et nummer for nørdet for undertegnede. Den mangler et naturligt medrivende fortælleflow. Jeg kedede mig rent ud sagt bravt i de to første afsnit. Det blev bedre, men det blev aldrig rigtigt medrivende. Indimellem fungerer det nørdede elegant. Som da et helt afsnit spilles som en refleks af den russiske komponist Prokofievs Peter og ulven, hvor hver person har sin egen instrumentale stemme. Gad vide om ikke der kommer en 4. sæson? Googler man det, blæser svaret lidt i vinden indtil videre.

---