Far from the Madding Crowd

Af: Henrik Højlund
Thomas Vinterberg har slået sig på engelsk klassikerstil, og det er der kommet en umådelig smuk film ud af, men den mangler lige det sidste.

ÉN KVINDE - FLERE BEJLERE
Når jeg ser navnet Thomas Vinterberg, tænker jeg "Festen" – den helt forrygende gennembrudsfilm fra 1998 i dogmekonceptet. Filmen var en lille åbenbaring. Det var som at være til stede ved en familiefest, hvor det værste mareridt bliver til virkelighed. Lig vælter ud af skabet, og ingen kan bremse det. Man sad med tæerne krummet helt ind. Og samtidig havde filmen en katarsisk virkning.

Vinterberg løb ind i det problem, som nogle instruktører og forfattere løber ind i: Deres gennembrud er så stærkt, at det sidenhen bliver en kamp at leve op til gennembruddet. Jeg synes dog, at Jagten fra 2012 var virkelig god. Den havde også noget af samme fortættede, psykologiske drama og knugende virkning som "Festen".

I 2015 kom så noget temmelig anderledes fra Vinterbergs hånd. En indspilning af en engelsk klassiker: "Far from the Madding Crowd". Og den leveres i bedste, engelske klassikerstil. Man sidder undervejs og undrer sig over, at en dansker kan levere noget så gennemført engelsk. Jeg tænker slet ikke kun på sproget – skuespillerne og locations er selvfølgelig engelske. Jeg tænker på stilen. Dette engelske 1800-tals drama, som englænderne mestrer og har lavet et utal af, med filmatiseringer af Dickens, Brontë, Austen, Eliot m.fl. Og så Vinterbergs forlæg: Thomas Hardy.

Historiens plot ligner noget, man har set før. En selvstændig, ung kvinde fra anden halvdel af 1800-tallet (kvindefrigørelse er selvfølgelig et hot tema fra den tid) løber ind i en ung mand, som frier til hende, men hun giver ham kurven. Men lur mig, tænker man fluks, om ikke de alligevel får hinanden i enden. Om det sker, skal jeg lade være usagt, af hensyn til fristede læsere. Men så meget kan siges, at ikke kun én, men hele to til forelsker sig i den unge dame, glimrende spillet af den efterhånden allestedsnærværende Carey Mulligan. Så vi har for en gangs skyld ikke bare et trekantdrama, men et firkantdrama. Det lille tvist klæder historien. Den får et ekstra lag på.

Historien afleveres lydefrit. Billedsiden er umådelig smuk. Men måske mangler lige det sidste. Det, der får følelserne helt frem. Der er noget illustreret klassiker over den. Den foretager sine steder nogle resuméagtige forkortelser af historien, som betyder, at man mangler det lag, der måske i virkeligheden gør historien tidløs interessant og bevægende. Det ligger i sagens natur, at en to timer lang film næsten ikke kan gøre andet. Medmindre man foretager nogle originale greb på historien, så den fremstår i sin egen filmiske ret.

Men filmen kan ses med stor glæde og fornøjelse som endnu et klassisk engelsk drama om de evige temaer: kærlighed, jalousi, svig, trofasthed. Vinterberg holder fanen højt i genren.

---