Far From Heaven

Af: Johan Schmidt Larsen
Cathy lever et privilegeret overklasseliv sammen med mand og børn – indtil hun finder sin mand i armene på en anden mand! Indsigtsfuldt tidsbillede af bl.a. 50'ernes raceadskillelse og synet på homoseksualitet.

NÅR FACADEN KRAKELERER

Vi befinder os i Connecticut i slutningen af 50'erne. Cathy Whitaker (Julianne More) lever et lykkeligt og luksuøst liv med sine to velopdragne børn og manden Frank (Dennis Quaid), som er succesfuld salgsdirektør. Familien kører i store amerikanske flydere og har en flot villa med sorte tjenestefolk i både hus og have. Familien har en stor omgangskreds blandt byens bedste borgere. Alt fungerer tilsyneladende gnidningsløst og problemfrit - indtil Cathy kommer på uanmeldt besøg på kontoret og finder sin mand i en hed omfavnelse med en anden mand.

Cathy er dybt fortvivlet og forsøger at holde sammen på familiens blankpolerede facade, da hun ikke tør betro sig til sine overfladiske veninder i high society miljøet. Og da hun endelig betror sig til sin nærmeste veninde, føler hun sig afvist. Veninden ønsker ikke at blive blandet ind i noget som helst og ønsker på ingen måde at forholde sig Franks homoseksuelle erfaringer og hans stigende alkoholmisbrug.

Skandale for umage par
I sin desperation betror Cathy sig til Raymond (Dennis Hayspert), husets sympatiske, sorte gartner. De to føler sig tiltrukket af hinanden og tilbringer også en del tid sammen uden dog at indlede et egentligt forhold. De er i allerhøjeste grad et umage par, for hvide arbejdsgivere havde på den tid ingen personlige relationer til deres sorte tjenestefolk – det var ikke velset, hverken blandt sorte eller hvide. Men begge er de sårede mennesker, som for en tid har brug for hinandens støtte og trøst. Skandalen er imidlertid uundgåelig, da omgivelserne finder ud af deres umage venskab. Ingen af deres egne vil vide af dem.

Frank og Cathy forsøger at redde deres ægteskab, hvor de tager på ferie sammen, og Frank forsøger at lægge sine homoseksuelle følelser bag sig ved at gå i terapi, men det lykkes meget dårligt.

Racisme og homoseksualitet
Filmens styrke ligger i, at instruktøren og manuskriptforfatteren Todd Haynes har formået at skabe et vedkommende drama, hvor han ikke ensidigt placerer sympatien hos én af de tre hovedkarakterer. Desuden er filmen et stærkt tidsbillede af raceadskillelsen og det generelle syn på homoseksualitet i 50'ernes USA. Man vidste naturligvis godt, at homoseksualitet eksisterede, men det var et fænomen, man holdt på afstand og meget nødigt forholdt sig til. Og hvis politiet fandt homoseksuelle sammen to og to, eller de var sammen i en klub, blev klubben ryddet og deltagerne sendt i arresten.

Intet at rose sig af
Samspillet mellem Julianne More og Dennis Quaid fungerer rigtig fint. Hver for sig formår de to skuespillere at tegne et facetteret, troværdigt og dybtfølt billede af deres karakterer, mens Dennis Hayspert er perfekt som den empatiske og afdæmpede gartner.

Når det gælder datidens syn på homoseksuelle – som denne film behandler - er der absolut intet at rose sig af, tværtimod! Og slet ikke, hvis vi ser på de seksuelle minoriteters vilkår ud fra et kristent livs- og menneskesyn. Selv om vi ikke ser den seksuelle frigørelse og mangfoldighedsideologien som et ensidigt gode – og den gruppe hører jeg selv til - må vi som kristne ikke glemme, at alle mennesker, også seksuelle minoriteter er medmennesker, som har krav på vores respekt, forståelse og omsorg. Ingen af os bør ønske os tilbage til 50'ernes nedværdigende behandling af seksuelle minoriteter.

Filmen er produceret i 2002 og skildrer en helt anden tid end vores, men det bliver den ikke mindre seværdig af.

---