• STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd

  • DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray

  • SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc

  • THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • GLADIATOR ii i biografen

Tema

22.10.2010

Fangerne i Auschwitz

Af: Mikael Arendt Laursen
Har Gud brudt sin pagt med jøderne ved at tillade holocaust, eller er selv dette en del af hans plan for sit folk? Gud er på anklagebænken - retten er sat!

Hvorfor er der så megen lidelse i verden, og hvilken Gud vil tillade dette? Spørgsmålet er omdrejningspunktet i dette finurlige drama, hvor en gruppe jøder i en af Auschwitz' barakker beslutter sig for at føre en retssag mod Gud, da nogen af dem mener, at han har brudt sin pagt med sit folk, jøderne.

Denne film er produceret enkelt og udfolder sig i et så snævert defineret univers, at man føler sig hensat til teatrets nærhed og charme, når man lader sig gribe af denne historie, som er ud over det sædvanlige. Bortset fra rammehistorien, hvor Jacob - en overlevende jøde fra Auschwitz - vender tilbage til koncentrationslejren som turist, foregår hele historien i en barak, hvor jøder fra hele Europa er stuvet sammen og afventer deres videre skæbne. Kun i korte scener oplever vi glimt fra verden uden for barakken og den barske virkelighed, som denne gruppe jøder befinder sig i. Alligevel er vi som seere ikke i tvivl om, at lejren er den uhyggelige endestation for disse mennesker, medmindre krigen slutter inden længe.

Da en ny gruppe jøder bliver indlogeret i barakken, kommer der en diskussion i gang om, at Gud har ladt sit folk i stikken ved at tillade de rædsler, som jøderne udsættes for i Nazityskland. De bliver enige om, at lige som Abraham argumenterede med Gud om Sodoma, og Jakob kæmpede med Gud ved Penuel, kunne de også slæbe Gud i retten for brud på sin pagt med dem som folk. Da der både er dommere, advokater og teologer iblandt dem, tager de fat på retssagen. Én bliver dommer, en anden anklager og en tredje forsvarer. En efter en kalder de vidner ind fra flokken omkring dem, og sagen folder sig ud. Og det er faktisk rigtig interessant at følge!

Den meget afgrænsede scene understreges flot af velvalgte kameravinkler med fokus på enkeltpersoner rundt omkring i barakken. Farverne er sepia-agtige med grå og brune nuancer, hvilket ligeledes understreger det enkle setup, som præger hele denne film. Det er meget effektfuldt i al sin enkelhed. Stellan Skarsgård spiller lige som de andre skuespillere sin rolle overbevisende, men filmen skal ses som et hele, hvor gruppen skaber handlingen, og hvor dynamikken opstår i samspillet mellem dem, mere end i en enkelt skuespillers selvstændige præstation. Det er for mig at se lykkedes at give hele gruppen hovedrollen og dermed lade skuespillere, handling og scene flyde sammen til et velfungerende hele.

Uden at røbe mere af handlingen og retssagens konklusion, kan jeg fremhæve nogle af de tanker, der kommer frem undervejs:

- Er lidelsen under holocaust Guds straf over det folk, der har svigtet ham?
- Eller er den en prøve, som Gud sætter sit folk på?
- Hvorfor straffer Gud en troende jøde, mens han lader Hitler leve?
- Er holocaust den tredje renselse af Guds folk efter syndfloden og landflygtigheden i Babylon?
- Fører holocaust noget godt med sig, ligesom de andre renselser? Fx oprettelsen af staten Israel?
- Romerne vandt på Masada, da de ville tvinge jøderne til at leve som dem. Men hvor er romerriget nu? Det er støv! - - Og hvor er Toraen nu? Den lever og er et lys i verden!
- Hvis Gud er kirurgen og Hitler kniven, er det så forkert at gøre oprør mod nazisterne?
- Har mennesket en fri vilje?
- Mange spørger, hvor alt det onde kommer fra, hvis Gud findes. Måske skulle vi spørge, hvor alt det gode kommer fra, hvis Gud ikke findes!
- Kan vi kende Guds tanker?

Filmen slutter med en scene i gaskammeret i Auschwitz. Hvad der sker, vil jeg ikke fortælle her, men det er en meget stærk slutning på en usædvanlig god film! Se den, tænk over den og brug den i sammenhænge, hvor den kan være med til at sætte en debat i gang og give stof til eftertanke.

Kan ses på Blockbuster.dk




Andre temafilm

Adventure, Drama, Science fiction, TEMA Serier
Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september
Viser resultater 1 til 15 af 1034
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer