DEN SVÆRE KRIG MOD TERRORISTER
En spændende film med store etiske spørgsmål, men uden færdige svar. Temaet er krig mod islamistiske terrorister - i dette tilfælde al-Shabaab i Kenya - ved hjælp af lokale spioner og avanceret drone-teknik. På nogle punkter er plottet helt magen til det, der bærer Good Kill, som også handler om anvendelse af droner i krigen mod terrorister. Men hvor "Good Kill" har fokus på samvittigheden hos den pilot, der styrer dronen, så har vi her en lang række vidt forskellige personer involveret. Ud over de operatører, der sidder i en container på flyvebasen ved Las Vegas, USA, er der lokale efterretningsfolk og militær i Kenya, militær i London, og ikke mindst engelske politikere. Det hele kobles sammen af oberst Kathrine Powell (Helen Mirren), der sidder, står og traver utålmodigt rundt i en kommandostation i London. Kommunikationen i forbindelse med de minutter selve operationen varer, når hele verden rundt med flere morsomme og ironiske indslag. De giver et befriende pusterum mellem de tunge scener. Men de er tæt på at tippe filmen for meget i retning af farce.
Publikum inddrages i filmen
Etikken handler om både personligt og politisk ansvar. Er det i orden at risikere civile tab, hvis man har mulighed for at dræbe terrorister, der er ved at tage selvmordsveste på? Må piloten affyre dronens Hellfire-missil, hvis der er 65 procents risiko for, at den søde pige, der sælger brød lige uden for huset, bliver dræbt? Eller skal risikoen bringes ned på 45 procent? Det kan man gøre ved at anbringe missilets nedslag i et andet rum i huset, men så er risikoen for overlevende terrorister større. Og hvad med medierne. Vi vinder mediedebatten, hvis terroristerne dræber 80 uskyldige mennesker, men vi taber mediedebatten, hvis vi dræber en lille uskyldig pige, lyder et af de politiske argumenter. Det betyder, at hvis vi dræber en håndfuld dødsensfarlige terrorister, men også en civil, så har terroristerne vundet. Men vi er indirekte skyld i utallige civiles død, for vi kunne have stoppet selvmordsbomberne. Det er med vilje, der står "vi" her, for som tilskuere i biografen drages vi helt ind i beslutningsprocessen. De etiske spørgsmål er ikke kun politiske og militære. Filmen flytter dem helt ind i os, der sidder i sofarækkerne. Har man en ide om, at det gør soldaten ufølsom, når krigen føres med et joystik fra et sikkert sted, så giver en af de centrale udtalelser i filmen anledning til en ekstra overvejelse: "Sig aldrig til en soldat, at han ikke kender omkostningerne ved krig!"
Komplekse dilemmaer
Ud over de etiske dilemmaer, som moderne krigsførelse giver, får vi et indblik i en kompleks politisk situation. Den moderne kommunikation giver alle involverede mulighed for at sidde med på første række. Alle ser den truede pige, der venter på at få solgt sine brød, men alle ser også terroristerne, der gør bombevestene klar. Hvad med juraen, når det handler om engelske eller amerikanske statsborgere, der er blevet radikaliserede terrorister? Har det engelske militær lov til at dræbe engelske statsborgere? Eller amerikanske? Vi får også et glimt af undertrykkelsen, når al-Shabaab har besat og kontrollerer et område.
Beslutsomhed og tvivl
Den sydafrikanske instruktør Gavin Hood, der også har instrueret Tsotsi, har godt fat om historien. Vi kan følge med, selv om vi hopper mellem lokaliteter rundt om i det meste af verden. Vi ved, hvem de involverede er, og vi oplever beslutsomhed og tvivl hos dem. Vi fornemmer tidspresset og det uigenkaldelige ved trykket på affyringsknappen. Skuespillerne er velvalgte og leverer gode præstationer, selv om det ikke er let at virke ægte under så pressede forhold. Fotograferingen er tydelig, og afveksles med billeder fra dronen, så vi kan følge med i, hvad beslutningstagerne ser.
Der er ingen specielle religiøse vinkler. Ingen bønner, ingen prædikener. Men de etiske problemstillinger i moderne krigsførelse er mindst lige så væsentlige og påtrængende for et kristent menneske, som de er for alle andre.