Everybody's Fine

Af: Halldis Bjerkvik Volle
Enkemanden Frank Goode indser, at hans kone var familiens bindeled. Da han forsøger at samle familien, opdager han, at børnene har deres hemmeligheder.

"Folk er høflige, de fortæller ikke altid sandheden," siger Robert i filmen "Everybody's Fine". Han snakker med sin far og forklarer, at han tror, folk har givet udtryk for, at han var dygtigere som barn, end han egentlig var. Robert siger også, at han ikke har evner til at blive dirigent, som faderen ønskede.

"Everybody's Fine" indeholder gode refleksioner over livet, som mange kan spejle sig i. Hovedpersonen er Frank Goode (Robert de Niro). Frank, der er en enkemand i 70-erne, indser, at konen var familiens bindeled. Nu prøver han at genoptage kontakten til sine børn. Han inviterer alle børn til at mødes, men én efter én melder de fra. Frank bestemmer sig så for at komme på uanmeldt besøg hos dem. Efterhånden, som han møder de voksne børn, der bor forskellige steder, fornemmer han, at der er noget, der ikke stemmer.

Frank har hele tiden ønsket, at hans børn skulle have et rigtig godt liv. Det har gjort, at børnene kun fortalte den version at deres liv, som de vidste, han gerne vil høre. De droppede at fortælle det, der var svært. Da moren levede, snakkede børnene mest med hende. Da Frank spørger dem om, hvorfor de gjorde det, får han følgende svar: "Mor var nemmere at snakke med, og du var så bekymret, hvis ikke alting var perfekt."

I begyndelsen af filmen serverer både Frank og børnene hvide løgne.  Desuden har børnene en stor hemmelighed, som de ikke ønsker at fortælle faren. Efterhånden presser sandheden sig på: "Du pressede os ret hårdt," siger den ene datter til Frank, da han spørger hende, om hun ville have ønsket sig en anderledes opvækst.

Paul McCartney har lavet en sang til filmen - "(I Want to) Come Home" - hvor han blandt andet synger: "Home. To the place where the truth lies waiting, we remember who we are." Måske ser McCartney hjemmet for sig som et sted, hvor man hører sandheden på godt og ondt - et sted, som giver et mere rigtigt billede af, hvem man egentlig er. Hvis det kun er det positive, der fortælles, er billedet mangelfuldt. Måske er det netop det, der gør, at Franks børn føler, de ikke kan være sig selv i nærheden af faren.

Film kan være øjenåbnere for refleksioner over livet. De giver mulighed for at betragte mennesker i situationer, der ligner dem, man selv har stået i. På den måde kan man opdage noget, som tidligere var uklart eller usynligt. Tony Watkins fra Damaris, England, skriver i bogen Focus: The Art and Soul of Cinema: "Gud kan ved Helligånden arbejde med os, når vi ser film, sådan at vi enten opmuntres eller ser ting i vores liv, som vi har brug for at gøre anderledes." Dette skriver Watkins med baggrund i den sandhed, at alle områder i vores liv tilhører Gud, også når vi ser på film.

Film kan også give træffende beskrivelser af vores samfund. Frank møder en 94-årig mand på et cafeteria, som siger: "Jeg har tre børn og seks børnebørn. De har meget travlt - alt for travlt til at snakke med mig. Jeg skal lave aftaler. De er på en måde forsvundet. De har ikke brug for nogen." Koblet sammen med billeder af Frank på rejse gennem USA, hvor han sendes fra datter til søn og videre til en anden datter, viser denne ældre mand os noget af smerten ved at føle sig overflødig.

Når det, som er svært i livet viser sig i eget liv eller på skærmen, er der opmuntring at finde i Salmernes Bog (kap. 147): "[Gud] læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår." Vi må selv vælge mellem bitterhed eller tilgivelse over for mennesker, som ikke har opført sig, som de burde mod os. Familien i "Everybody's Fine" viser og tydeligt, at både tilgivelse og sandhed er nødvendig, hvis de skal fungere sammen som en god familie. På den måde kan en god familie vise et glimt af, hvad det vil sige at være elsket og accepteret af en hellig Far - på trods af, at man ikke er fuldkommen.

Kilde: damaris.no

---