Evening

Af: Bettina Drachmann Bech
En meget smuk film om det væsentlige i livet, om levet liv, om at leve i nuet og slutte vel.

Ann (Vanessa Redgrave) ligger for døden. Hendes to døtre Nina og Constance sidder ved hendes dødsleje og lytter til hendes til tider usammenhængende tale. Imens hun glider ind og ud af bevidsthed, nævner hun personer og begivenheder, de aldrig har hørt om, og i flashbacks følger vi hende tilbage til en gribende aften i 1950'erne. – En aften med forelskelse og tragedie, - og begivenhederne ved et bryllup, der fik følger for resten af livet. Fortiden griber ind i nutiden, hvor vi ser vi de to søstres forskellige måder at møde og gribe livet an på. Også de må nå til en erkendelse af fortiden for at kunne leve i nuet.

Det er en meget smuk film. Den har sit eget stille tempo, som jeg nød meget. Jeg følte, at også jeg gled ind og ud af drømmen, netop som det skal være, når man bliver grebet af en god film eller fortælling. Det var givtigt at se ekstramaterialet, men det skal lige bemærkes her, at dette ikke er tekstet til dansk. Det var spændende at opdage, at en film, som også beskæftiger sig med mor-datter forhold, har mødre og døtre på rollelisten. Vanessa Redgraves datter Natasha Richardson spiller også hendes datter i filmen, og Meryl Streep, som er Mamie Gummers mor, spiller Mamie Gummers rolle som ældre! Der er i øvrigt mange andre gode skuespillere med i filmen, også i små roller - fx Glenn Close, og de spiller troværdigt.

Handlingsmæssigt går mine tanker og overvejelser mange veje, som livet også ofte gør. Vi udsættes for valg, nogle større end andre, og de valg vi træffer har konsekvenser, også nogle gange for de kommende generationer. Dette viser filmen på en smuk og poetisk måde.

Min yndlingsscene er der, hvor den unge Ann Grant (Claire Danes) sætter sig og synger for sine piger, mens maden koger over. Man kan spørge sig selv, om det er en overspringshandling, en virkelighedsflugt fra en kaotisk og uoverskuelig hverdag, eller om det er en prioritering af de sande værdier i hverdagen; det væsentlige - hendes to små døtre? Det er kun én selv, der kan give svar på den slags spørgsmål.

Til eftertanke
Filmen viser, at "bagklogskabens ulideligt klare lys" bliver til en mild erkendelse af, at livet er levet! - Og levet liv kan være smukt med de valg, man nu engang traf. Om man gik til højre eller til venstre, var ikke det væsentlige. Det væsentlige var, at man levede og brugte sit pund, sine talenter og sin vurderingsevne! – At man gjorde sit bedste! Det kan man jo så overveje, om man er enig i.

Jeg kommer i den forbindelse til at tænke på det berømte og ofte i film og litteratur citerede digt "The Road Not Taken" af Robert Frost; hvor den vej man ikke tog begrædes, og dog alligevel ved man, at den vej man endte med at tage, var den, der gjorde hele forskellen. Når man på denne måde tager ansvar for sit liv, sætter sig i førersædet, frem for på bagsædet med autopiloten slået til, bliver livet ikke middelmådigt. Det bliver sublimt!

Og så alligevel må man indrømme, at nogle valg blev trukket ned over hovedet på en, nogle valg blev truffet med hovedet under armen og uden megen tanke for konsekvenserne. Det er her, hvor Søren Kierkegaard citatet om "livet, der leves forlæns, men forstås baglæns" kommer ind. Nogle ting løser sig selv hen ad vejen, og først ved tilbageblikket ser man de store linjer. Andre valg har haft negative konsekvenser og først, når "fortidens synder" ses i øjnene, kan forløsningen komme og negativ arv brydes.

Jeg vil tro, at det har en betydning, hvor man er henne i sit liv, når man ser en film som denne. Er man nået lidt op i alderen, er det naturligt selv at tænke tilbage og revidere sit liv. Har hverdagen fået overtaget, eller har man for øje, at hver dag har sine vigtige valg og konsekvenser? Er man pilot i eget liv, eller lader man stå til?

Eller spurgt ind i en kristen sammenhæng. – Får Gud lov til at vejlede mit liv? Bruger jeg mit pund, mine talenter og min vurderingsevne? Leves livet i overensstemmelse med Guds vilje?

---