Eternal Beauty

Af: Christoffer Winther West
Jane er skizofren og har svært ved at gennemskue, hvad der er virkelighed og fantasi. I "Eternal Beauty" følger vi hendes kamp efter at tage kontrollen tilbage i sit liv.

FLOT SKUESPIL, MEN DÅRLIGT MANUS 

"Eternal Beauty" handler om Jane (Sally Hawkins), der har haft et psykisk sammenbrud flere år tidligere. Vi ser igennem flashbacks, at hun bliver forladt ved alteret og efterfølgende, hvordan hun prøver at navigere i et liv, hvor hyppige besøg hos psykologen og en elendig familie holder hende nede. David Thewlis og Billie Piper har begge mindre roller, henholdsvis som kæresten og søsteren, men de fylder ikke meget i handlingen - heller ikke selvom deres karakterer har vigtige funktioner i at drive handlingen fremad. Det helt store spørgsmål og den bærende konflikt i historien bliver, om Jane virkelig kan se sig fri af sin sygdom og sundhedssystemets manglende evne til at behandle hende. Men er virkeligheden så simpel - eller har filmens skaber måske også svært ved at se forskellen på fantasi og virkelighed?

Filmen har løse ender
Skizofreni er en mærkelig størrelse, og når man laver en film, der skildrer noget, som er helt normalt, men stadig ikke er hverdagskost for de fleste, så har man også et ansvar for at skildre det med omsorg og kærlighed. Om det er en reel eller realistisk måde sygdommen og hovedpersonens vrangforestillinger bliver skildret på, er jeg ikke klog på, men filmen har en klar ide om, at den gerne vil fortælle historien om, hvordan hovedpersonen Jane vinder over sin sygdom og derved vinder værdigheden tilbage. Men i spørgsmålet, om man lærer at leve med sin sygdom eller, hvorvidt man overvinder den, er jeg ikke sikker på, at jeg er helt enig med filmen eller dens lidt overraskende slutning.

Filmens genre er en blanding af drama, komedie og romantik. Ingen af filmens tre genrer gennemføres dog særligt imponerende. Mindst af alt er den romantisk, da David Thewlis kærlighedsinteresse slet ikke er særligt meget med i filmen, og ligeledes fordi den del af historien har en del løse ender, der aldrig rigtig besvares.

Grine eller græde
Filmen er skæv, og en sjælden gang morsom. Sally Hawkins, der spiller hovedpersonen Jane, bærer i høj grad filmen - præcis som hun gjorde i The Shape of Water, men i denne film kan hun ikke læne sig op ad et stærkt manuskript og en mesterlig instruktør. Det betyder i sidste ende, at man flere steder er i tvivl om, om man griner med eller af hovedpersonen.

Det er et problem, når en film forsøger at skildre et menneske på en morsom måde, og tilskuerne kommer i tvivl om, hvorvidt komikken er sympatisk eller ej. Personligt synes jeg, mange situationer faldt til jorden, fordi karakteren Jane helt tydeligt har vrangforestillinger om, at der bor mennesker i væggene eller om telefonerne rent faktisk ringer. Hvornår må man grine af hendes vrangforestilling? For mig blev det et næstekærlighedsproblem, og når historien så ikke engang er godt fortalt, så er det svært at være positivt indstillet overfor filmen. Sally Hawkins er den helt rigtige skuespiller til sådan en rolle - og hun gør det super flot. David Thewlis er også god, men fylder meget lidt. Men udover de to, så er der ikke noget positivt at skrive om. Det er ikke en håbløs film, den er bare meget vanskelig at anbefale.

Kan ses på Blockbuster.dk.

---