Epic: Elvis Presley in Concert

Af: Christian Thomsen
68 kasser med 8- og 35-mm filmruller blev fundet i Warner Bros. Studios arkiver i en saltmine i Kansas, og de viste sig at indeholde hidtil uset materiale fra to berømte Elvis-dokumentarer fra start 70’erne.

THE KING OF ROCK'N ROLL 

Med fundet af 68 kasser med 8- og 35-mm filmruller i en saltmine havde instruktør Baz Luhrmann egentlig tænkt at bruge det i sin film Elvis fra 2022. Sådan blev det ikke, og nu kan publikum i stedet nyde de nyfundne koncert- og interview-optagelser i dokumentar-koncertfilmen ”Epic: Elvis Presley in Concert”.

De første 10-15 minutter af filmen fungerer som en hurtig rejse gennem Elvis’ tidlige karriere. Han brød igennem i 1956, og efter to år i hæren tog han til Hollywood og var på kontrakt her i flere år. Det resulterede i 33 film, hvoraf nogle er middelmådige, få rigtig gode og de fleste decideret dårlige. Elvis’ status som verdens største musiker blev i den periode overgået af The Beatles, som i 1964 tog USA med storm, mens Elvis tossede rundt og indspillede leflende film til et skrumpende publikum. I 1968 tog han scenen tilbage i et episk og spektakulært comeback-show, som er gået over i historien. Herfra begyndte han på en ny epoke som kunstner, og det er dét, der er omdrejningspunktet i den nye film.

'Unge Elvis' eller 'Las Vegas-Elvis'
Fra 1969-1976 spillede Elvis på kontrakter i Las Vegas. Han havde 1-2 og nogle gange 3 koncerter på en dag, og publikum strømmede til. Hans shows var udsolgte og utrolig populære. Det er i denne periode, Elvis udvikler sin flamboyante stil med de såkaldte jumpsuits dekoreret med perler, diamanter og masser af bling-bling.

Det var også en ny musikalsk stil, Elvis lagde for dagen. Han blev bakket op af et stort orkester med horn og blæsere, mandlige og kvindelige korsangere, som alle var med til at give den hele armen. Det var stort, det var spektakulært.

Fans diskuterer ofte, om man bedst kan lide den unge Elvis: ham med det simple set-up, guitaren over skulderen og de svingende hofter. Ham med den sprøde, skarpe stemme, der fik de unge kvinder til at besvime, og de kirkelige organisationer til at protestere mod hans vulgære optrædener. Eller ’Las Vegas-Elvis’. Den mere modne kunstner, som sang flere ballader og gospelsange end rock’n roll-numre, og ham som mormor også kunne købe billet til at se optræde.

Baz Luhrmanns nye koncertfilm er en fortælling om og en hyldest til ’Las Vegas Elvis’. Det var jo egentlig ikke, fordi Elvis havde forandret sig sønderligt. Hans sange kunne stadig handle om kvinder og sex, men tiden var en anden nu. Der var gået næsten 15 år siden hans gennembrud, og verden havde både set op oplevet The Beatles, The Rolling Stones, Woodstock festivallen, og ’The Summer of Love’ sidst i 60’erne. Samfundet var så optaget af (og forarget over) de unges frigjorthed og hang til stoffer og sex, at få løftede et øjenbryn over Elvis' tætte kostumer og svingende hofter.

De guddommelige sange
"Epic: Elvis Presley in Concert" lever op til sit navn. Den er episk. De storslåede ballader som ’Suspicious Minds’, ’An American Trilogy’ og ’If I Can Dream’ (der kunne nævnes mange flere), har altid blæst mig bagover, når Elvis har taget dem under kærlig behandling fra scenen i Vegas. Men ingen sange har rørt mig som de gospel-numre, der også var en fast del af set-listen. ’Amazing Grace’, ’Bridge Over Troubled Water’ og særligt ’How Great Thou Art’ er øverst på listen, og sidstnævnte får god plads i den nye film. Gospelmusikken var altid en stor del af Elvis’ liv, og han var vant til kirkegang fra barnsben. Det er blevet en kendt del af hans historie, at han ofte sneg sig ind i kirkerne hos afro-amerikanerne. Hér var der sang, musik og rytmer, som man ikke fik andre steder. Det inspirerede ham resten af hans liv. Han slap aldrig forbindelsen til gospelmusikken og til det religiøse og guddommelige. Da han i 1977 blev fundet død på badeværelset efter et hjertestop, lå bogen The Face of Jesus ved siden af ham.

Elvis var mange ting, men han var først og fremmest en entertainer. Og måske den største verden har set. Dét er fornemmelsen, man sidder tilbage med, når filmen slutter. Og da rulleteksterne kom, havde jeg lyst til at starte filmen forfra.

---