En sang for Marion

Af: Finn Andersen
Filmen om et beboerkor er en komedie, men den vil mere end kalde latteren frem. Den formår at tage mange af livets store spørgsmål op.

En vidunderlig film om fællesskab, glæde, tilgivelse, sang og musik.

Vi møder en glad og levende kvinde, Marion, som deltager med liv og sjæl i en lokalt kor, men hun er desværre uhelbredelig syg. Filmen handler også om hendes mand, Arthur, der er typisk introvert, og som har det svært med koret, samt deres søn – og det umulige i at vise sine følelser.

Marion elsker livet – og en af de ting, hun bare vil klare, er det lokale a cappella kor, som bliver ledet af en ung musiklærer, Elizabeth. Marions sure og utilfredse mand følger hende derhen, men bliver udenfor.

Da koret får en chance for at deltage i en konkurrence, synes Arthur, at det er alt for meget for hende. Scenen viser hans bekymring og sit begyndende tab.

Instruktøren har lavet en film, der minder om fx "Calendar Girls" og Kvartetten. "En sang for Marion" er lidt sødladen og manipulerede, og hvor målet tilsyneladende er, at man får lidt fugtige øjne, selvom handlingen er rimelig forudsigelig.

Vanessa Redgrave som Marion og Terence Stamp som Arthur spiller godt og er en god oplevelse som hovedrolleindehavere. Der er særlig en scene, hvor Marion har en solo, som virkelig rørte mig.

Filmen ændrer karakter, da Marion dør, og Arthur bliver alene. Nu er fokus på hans sorg og kamp for at komme over sit tab. Koret, korlederen, sønnen og børnebørnene forsøger at nå ind til ham. Men Arthur ønsker at blive i sorgen.

Portrættet af koret er en ganske sjov oplevelse. De holder en koncert i lokalsamfundet for at kvalificere sig til en korkonkurrence. Det går forrygende, og der er masser af tilhørere. Senere kommer de til konkurrencen og stikker så meget ud, at de ikke kan få lov til at deltage. Men koret maser sig bare ind på scenen.

Vil Arthur få kontakt med sin søn igen? Vil han følge Marions vej ud i verden gennem beboerkoret? Det skal ikke røbes her, men da filmen sluttede, opdagede jeg, at jeg følte et fællesskab med Arthur og kunne relatere til hans person. Egentlig kunne filmen lige så godt have heddet 'En sang for Arthur', for det er ham, der efterlader det største indtryk.

Det er for let at afvise filmen, fordi den er så åbenlyst sentimental. Det virker næsten, som om Arthur får mindre livsglæde, når Marion holder stædigt fast i sin. Der er også fine ordvekslinger, der gør filmen troværdig på trods af det sentimentale. Filmen er afgjort seværdig – 5 stjerner skal den have.

---