Ind imellem lader vi os underholde af film, der fra en positiv vinkel skildrer skurkenes arbejde (fx "Oceans 11" og Olsen-banden-filmene). "En sand løgn" hører til denne genre.
Filmen er bygget over virkelige begivenheder, som fandt sted i USA i begyndelsen af 70'erne. En forfatter får sit manuskript afvist på det kæmpestore amerikanske forlag McGraw-Hill. I desperation slynger han ud, at de vil fortryde det, for han er på vej med århundredets bog. Han truer med, at deres afslag måske vil få ham til at gå til et andet forlag med den.
Forfatteren Clifford Irving (Richart Gere) bliver tilfældigvis inspireret til at påstå, at han har fået rettighederne til at skrive en autoriseret selvbiografi af ingen mindre end særlingen og milliardæren Howard Hughes (som filmen The Aviator handler om). Han forfalsker et brev fra Hughes så overbevisende, at forlaget køber historien for et rekordstort beløb. Sammen med sin ven og medarbejder Dick Susskind (Alfred Molina) går Irving i gang med at stykke et manuskript sammen ved hjælp af tyveri og svindel. Det kommer der en spændende og underholdende historie ud af.
Filmen viser, at løgn er en skrue uden ende. Den viser også, at en mand kan hige så meget efter succes og magt, at han bliver utilregnelig. Efterhånden kan han ikke skelne fantasi fra virkelighed (lidt ligesom i Et smukt sind). På et tidspunkt siger han helt alvorligt til sin ven: "Du kender mig da som en ærlig mand."
Cliff Irvings fupmanuskript indeholder så meget sandhed, at det foruroliger folk helt oppe i toppen af amerikansk politik. Filmen antyder, at det var medvirkende til præsident Nixons fald, idet det indirekte fik Nixons folk til at begå det skæbnesvangre indbrud i Watergate.
Romanen Løgneren af Martin A. Hansen skal læses ud fra, at jeg-fortælleren ikke er til at stole på. Det forholder sig på samme måde med denne film. Den bygger for en stor del på Cliff Irvings selvbiografi. Men kan man stole på den?
Kilder fra Det Hvide Hus, som også har skrevet selvbiografier, antyder, at der kan være noget om de storpolitiske konsekvenser af Irvings svindel, fortæller ChristianityToday i sin anmeldelse af filmen. Virkelighedens Cliff Irving og hans hustru måtte afsone fængselsstraffe. De blev skilt efter afsoningen på grund af sidespring, som Irving havde med danske Nina van Pallandt - hende der sang sammen med Frederik.
Godt skuespil og en afbalanceret instruktion gør, at man tror på det, der sker, selv om handlingen hele tiden bevæger sig på grænsen af at blive utroværdig.
Det er lidt vanskeligt at bedømme filmen ud fra en kristen vinkel. Den viser, at løgn og bedrag ikke betalte sig i dette tilfælde, men man fornemmer ikke rigtig nogen anger hos hovedpersonen. På en måde får han en lille smule heltestatus, fordi han er med til at afsløre korruption. Der er desværre en del beskidt sprog i filmen, men det er jo ikke et særsyn hverken i amerikanske eller danske film.