En ny dag i livet

Af: Johan Schmidt Larsen
Trods filmens svagheder, er man i godt selskab med Robert Redford og Morgan Freeman. Ikke mindst fordi den behandler temaer om tilgivelse og forsoning.

Efter en tragisk ulykke, som kostede hendes mand livet, prøver Jean (Jennifer Lopez) at få styr på sit eget og sin lille datters liv. Svigerfaderen Einar (Robert Redford) lever et liv i bitterhed og savn, da han mener, at Jean er skyld i ulykken. Einar har tidligere haft et alkoholproblem, og det bærer familiens forsømte gård i høj grad præg af. Eneste lyspunkt i Einars tilværelse er den livskloge medhjælper Mitch (Morgan Freeman), der er sengeliggende, fordi han er blevet svært handicappet efter at være blevet overfaldet af en bjørn.

Nogle år efter sin mands død, søger Jean og datteren tilflugt på gården for at slippe væk fra hendes voldelige samlever. Ved sin ankomst møder hun mildest talt ikke stor imødekommenhed fra Einar.

Er du ikke til en dvælende og langsom film, så er det nok ikke lige denne film, du skal spendere en aften på. Filmens tempo er nok ikke helt tilfældigt. Man fornemmer, at Hallstrøm - instruktøren af bl.a. "Æblemostereglementet", "Livet som hund" og "Chocolat" - helt bevist har valgt et langsomt fortælletempo. Dels er det en meget smuk film, som viser naturen i al dens skønhed, og dels kommer tempoet nærmest til at fungere som et sindbillede på, at vi mennesker har mere end svært ved at tilgive hinanden. Det tager tid og selvbesindelse at gøre op med fortidens forsømmelser. Og således er én af filmens vigtige pointer, at tilgivelse og forsoning er en langsom og smertelig proces. Lykkes processen, er der håb for fremtiden. Lykkes den ikke, bliver livet et helvede for flere parter.

Robert Redford yder en meget flot præstation som den indadvendte og bitre Einar, der foretrækker at lade knytnæverne tale frem for at bruge ord og bygge relationer. Redford kan dog dårligt lastes for, at hans replikker enkelte steder fremstår som nogle brokker, man ikke helt tror på.

Morgan Freeman er en nydelse med sin indlevelse i rollen som den livskloge, men invaliderede Mitch, der forsøger at samle stumperne op og formidle lidt nærhed, når Einar igen har afvist sit barnebarn eller trådt på svigerdatteren.

Jennifer Lopez gør det ok i rollen som Jean, men hun forbliver alligevel lidt bleg og stereotyp i sammenligning med Redford og Freeman. Derimod spiller Becca Gardner med stor indlevelse i karakteren som et forkuet, men bevidst barn, der desværre må stå model til de voksnes mange fejltagelser.

Bjørnen, der overfaldt Mitch, spiller en central rolle i filmens plot. Formentlig for at skabe et temposkift, hvor historien ellers er ved at gå i stå, men også som metafor for nogle af de følelser, som Einar og Mitch må gennemleve og give slip på. Desværre er skildringen så klodset, at man ikke for alvor tror på plottet.

Trods filmens svagheder, var min familie og jeg dog enige om, at vi havde en god aften i selskab med bl.a. Redford og Freeman. Nok også fordi filmen tager nogle væsentlige temaer op, som vi alle har behov for at blive mindet om.

Spørgsmålet er jo, hvem vi straffer hårdest, hvis vi ikke formår at tilgive andres fejltagelser mod os? Går det mest ud over de andre, eller sidder vi dybest set selv tilbage med sorteper i form af et forpestet og bittert sind? I den forbindelse er det måske også værd at overveje rækkevidden af Jesu ord, når han siger: "For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser (Matt 6,14-16)."

---