En lang forlovelse

Af: Bettina Drachmann Bech
Hvor der er vilje, der er vej! Om kærlighed der bevarer håbet og overvinder alt.

Mathilde og Manech elsker hinanden. De er barndomsvenner, ungdomskærester og nu forlovede, da Manech som så mange andre mænd må drage i krig. Mathilde venter på ham. Selv da beskeden om, at Manech er omkommet i krigen, kommer, nægter hun at miste håbet. Hendes intuition fortæller hende, at Manech ikke er død – det ville hun vide! Med hjælp fra familie, en privatdetektiv og andre hjælpsomme personer begynder hun at undersøge, hvad der i virkeligheden skete i skyttegraven Bingo Crepuscule; hvem var de mænd, der var sammen med hendes forlovede i ingenmandsland, og hvad skete der med dem? Hvor er Manech blevet af? Det bliver en begivenhedsrig rejse på jagt efter sandheden og hendes elskede …

Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste så meget om filmen på forhånd den. Jeg vidste, at hovedrolleindehaveren Audrey Tautou også spillede med i Den fabelagtige Amélie fra Montmartre, og den film elsker jeg! Efter ganske få minutter var jeg ikke i tvivl om, at det også måtte være den samme filminstruktør – og ganske rigtigt! Der er et billedsprog og et persongalleri; en kælen for skæve personer og skøre detaljer, som er umiskendelig! En rigdom som både fascinerer og forvirrer – Jeg havde selv efter andet gennemsyn svært ved at holde styr på de mange franske navne, men måtte lade det ligge og overgive mig til handlingen.

Det er dog ikke entydigt en humoristisk film. Startscenen er fra slagmarken i Somme. I ruinerne af et kapel hænger en sønderskudt Kristusfigur i en hånd på korset dinglende henover en skyttegrav. I skyttegraven følger man en flok dødsdømte soldater – mænd, der for at slippe væk fra krigen, har påført sig selv skader, og ved en krigsret er blevet dømt til døden. I billeder og flashbacks følger man denne flok mænd. Soldaterne får ansigter, navne og liv. Nu marcherer de mod døden gennem skyttegravene for at sættes ud i ingenmandsland, så tyskerne kan klare resten!

På vejen møder vi også de andre soldater; regelrytterne og dræbermaskinerne, der har glemt medmenneskelighed, men også dem, der viser forståelse og omsorg. Selv dér midt i krigens grusomheder kan en kop varm kakao og et honningbrød fremskaffes til Manech, der tydeligt ikke har forstået, hvad der skal ske. De ældre soldater lider med ham og udviser omsorg og ømhed over for ham.

Selv en enkelt af fjendens soldater - en ung bange stakkel - møder vi. Scenerne fra fronten og skyttegravene viser tydeligt, at krig er frygtelig! Billedsproget og farverne i filmen lægger ikke fingrene imellem! Blod, endeløs mudder og regn. Alle fryser, alle lider og mister håbet. Folk såres enten for egen hånd eller af fjenden.

Farverne i filmen skifter mellem krigen og livet – gråblå kolde farver og gule, varme farver. Livet som Mathilde oplever, er lyst og dejligt - ikke fordi hun ikke har mødt modgang. Hun har mistet sine forældre i en ulykke og har forkrøblede ben, men Mathilde har et lyst sind.  Hun vokser op hos sin tante og onkel, og det er tydeligt, at hun er afholdt. De forstår hende ikke altid, men de vil gøre alt for hende. Da hun møder Manech, drages de mod hinanden og bliver hurtigt venner. "Gør det ondt, når du går?" vil Manech vide. Den sætning skal man lægge mærke til. Den er vigtig! Manechs far er fyrpasser, og Manech er vedholdende, stædig og stærk. Han bærer hende på ryggen op ad trappen til toppen af fyrtårnet! Man får det indtryk, at der ikke er det bjerg, han ikke vil bestige for hendes skyld, og at han i kraft af den kærlighed, de deler, kan alt! Der er en barnlig uskyldighed over dem og deres kærlighed.

Da Mathilde hører, at Manech er faldet, mister hun ikke håbet. Hun udviser en stædighed og en vilje, der er beundringsværdig. Hvor der er vilje, er der vej! Hun kan være snu i sin søgen efter sandheden. En lidt pudsig detalje er, at Mathilde spiller tuba. Der er ikke meget melodi, i det hun spiller – Faktisk lyder det mest som et tågehorn, men det er måske meget passende, når hun og søger efter en fyrpassers søn!

Filmen fortælles i et meget smukt billedsprog, og der er gode skuespillerpræstationer. Audrey Tautou ligner sig selv og hun passer lige så godt til rollen her som i "Amélie", og Gaspard Ulliel er perfekt som Manech, fordi han bevarer sin sødme og uskyld under hele filmen. Filmen kan visse steder virke langtrukken, men alt i alt var jeg godt underholdt.

Hvad kan vi så bruge denne film til? Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af håb! Hvor vigtigt det er at være vedholdende og ikke at opgive! Ingen af os kender dagen! Og kærligheden er selv i menneskelig form en stærk og bærende kraft. Jeg kommer også til at tænke på krig. Soldater uden navne, uden ansigter, vejsidebomber, landminer, terror, tanks og ubemandede bombefly. Krig har forfærdelige konsekvenser for det menneskelige sind, nu som dengang. Men selv dér, hvor mennesket viser sig fra sin grimmeste og mest umenneskelige side, er Kristus! Selv dér er der håb. Selv dér er der mennesker, der viser ømhed og omsorg. Og det giver mig håb!

---