En landsbypræsts dagbog

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En ung katolsk præst er i denne gamle klassiker ikke særlig velkommen i sit første sogn. Alligevel får han indimellem forkyndt for sognebørnene, selvom han tilsyneladende ikke helt selv har grebet evangeliet.

Filmen er gammel, den er langsom, den er fransk, den er sort-hvid, og den er rigtig godt fortalt - både i manuskript (efter roman af George Bernanos) og i fotografering. Instruktøren Robert Bresson har fem år senere lavet En dødsdømt flygter.

En ung præst er hovedperson. Gennem sine dagbogsnotater fungerer han selv som fortæller. Derfor ved vi, at han længes efter bare en enkelt, som vil sige noget pænt til ham. Det er forståeligt, for han bliver ikke ligefrem budt velkommen i sit første sogn. Vi lærer ham at kende som en nidkær og frygtsom person. Indimellem viger han tilbage for at sige noget, han efter sin egen mening burde bringe frem. Alligevel får han sagt nogle sandheder til sine sognebørn.

Rammen er den katolske teologi, som her er præget af en hel del lovtrældom og gerningsretfærdighed. Den unge præst er principfast, men han kender også til evangeliet og kan forkynde det, selv om han tilsyneladende ikke helt har grebet det selv. Efter en samtale, hvor han har hjulpet et sognebarn, skriver han i dagbogen: "Tænk at kunne hjælpe ved at give noget, man ikke selv har." Der er flere af den slags indholdsrige sætninger.

Filmen tegner stærke portrætter af mennesker omkring den unge præst. Portrætter af mennesker, der skjuler mere, end man ser ved første blik. Mennesker, der udnytter eller undertrykker hinanden. Nogle af dem gemmer på en længsel efter fred og godhed, som den unge præst i al sin magtesløshed måske får lov til at forløse.

Den unge præst er syg allerede ved ankomsten til sognet. Sygdommen bliver en integreret del af handlingen, både når det gælder hans forhold til sognebørnene, og når det gælder hans muligheder for at udføre sig embede. Den magtesløshed, som sygdommen indimellem sætter ham i, er måske netop det, der gør, at han i nogle tilfælde når ind til andre.

Vi har givet stjerner ud fra filmens egne præmisser. Filmteknisk lever den ikke op til nutidens krav om korte scener og effektfuld klipning, men med sine mere end 60 år på bagen, gør den det rigtig godt. Den taler stærkt om livets fortrædeligheder og troens kringelkroge. Der gemmer sig så meget i den, at den sikkert siger endnu mere næste gang. Det er med god grund, den hører til de klassikere, som indimellem dukker op i fjernsynsprogrammerne.

---