En flænge i himlen

Af: Carsten Riis Jensen
En god og særdeles vedkommende film om en kræftsyg teenagepige. Filmen giver meget at tale om, men desværre fravælger den at inddrage Gud i spørgsmålet om sygdom og livets mening.

Traileren til "En flænge i himlen" hører til de mest sete blandt teenagere og unge. Først og fremmest fordi rigtig mange i målgruppen har læst romanen, filmen bygger på.

Romanen hører til den genre, hvor handlingen centrerer sig omkring en alvorlig stillingtagen til og beskrivelse af teenagere og unges udfordringer med sygdom, cutting, spiseforstyrrelser, osv. Altså meget alvorlige emner, behandlet i romanform og med en bestemt målgruppe for øje.

"En flænge i himlen" er faktisk en rigtig god film. En rørende, positiv, smuk og vel fortalt historie, som aldrig bliver flæbende sentimental. En af de teenage-/ungdomsfilm jeg faktisk vil anbefale målgruppen at se – og gerne sammen med deres forældre, fordi filmen har stof til gode, dybe samtaler bagefter.

Filmen handler om to teenagere: Den 16-årige pige Hazel, og den 18-årige dreng Augustus. Hazel har kræft i skjoldbruskkirtlen, og slæber hele tiden rundt på et iltapparat. Hun har, i hvert fald ifølge sin mor og en lokal sygeplejerske, en depression som følge af sin sygdom. Men, som Hazel selv siger: "Depressionen er ikke en følge af min sygdom, men en følge af at skulle dø."

Hazel og hendes ven, Augustus, er i det hele taget, hvad jeg vil kalde ikke bare kvikke, men intellektuelle unge mennesker. De virker begge ældre, end de er, og deres interesser for især litteratur – og de samtaler, de fører om litteraturen – vidner om, at her har vi at gøre med unge med anderledes interesser end dem, man ser præsenteret i de fleste ungdomsfilm. Det er jo ikke ligefrem enhver i den aldersgruppe, der kunne finde på at rejse til Holland for at møde en romanforfatter og stille ham kritiske spørgsmål til bogens afslutning. Men sådan er de to, Hazel og Augustus, og det giver filmen en særlig charme.

Hazel er på det punkt i sit liv, hvor hun ikke tør unde sig selv glæde, venskab og kærlighed. Hun gemmer sig bag et kynisk ydre, hvor hun bl.a. fortæller, at hun er "en granat, der snart eksploderer, og jeg vil helst, at så få mennesker omkring mig som muligt bliver skadet, når det sker". Men så møder hun Augustus, som følelsesmæssigt – ser det i hvert fald ud til – er hendes modsætning, og de to indleder et både følelsesmæssigt og intellektuelt venskab.

Flere steder synes jeg "En flænge i himlen" minder om den romantiske ungdomsfilm A Walk to Remember. I denne film er det to unge - hvoraf den enes far er præst - der møder hinanden og gennemgår en svær tid/vandring sammen, da det bliver opdaget, at pigen har kræft.

Jeg kan godt forstå, at "En flænge i himlen" er populær. Den tager sin målgruppe og sit emne seriøst, og der er fine samtaler i filmen omkring sygdom, håb og kærlighed. Det er seriøst, om end jeg synes, at filmens voksne, heriblandt de to teenageres forældre og lægerne, er meget karikeret fremstillet.

Netop her er vi også inde ved det største problem ved denne film, nemlig at den mest karikerede voksne er en mand, som arbejder for en lokal kirke, hvor han leder en gruppe for kræftramte unge. Alt imens vi ser manden sidde og fremstille et stort tæppe, forestillende Jesus, fortæller Hazel i voice-over hånligt om ham. Man græmmes, når man ser ham lede samtalegruppen og den måde, han taler om Jesus på.

Det er karikeret, ja, og meget bevidst, fornemmer jeg. For filmen bruger medarbejderen som belæg for, hvorfor Gud som part i smerten og som objekt for vore smertelige spørgsmål – hurtigt bliver afskrevet af Hazel og Augustus. Det er, fornemmer man som biografgænger, simpelthen ikke seriøst at inddrage Gud i spørgsmålet omkring sygdom, lidelse og livets mening.

Og hvor er det bare brandærgerligt, at filmen vælger at gå dén vej.
Ærgerligt, at filmens "kristne person" - samtalegruppens leder - bliver fremstillet karikeret.
Og ærgerligt, at Gud ikke får lov at spille en større rolle i de to unges samtaler og overvejelser.
Men det er dén vej, filmen vælger at gå: Gud afskrives derfor allerede tidligt i filmen.

Mens jeg så filmen, tænkte jeg på én, som i høj grad er et vidnesbyrd om, hvad Gud kan gøre ind i menneskers liv, også blandt alvorligt syge og handicappede. Det er australieren Nick Vujicic, manden der blev født uden arme og ben, og som forsøgte at begå selvmord. I dag er han et fantastisk vidnesbyrd om et "liv uden grænser", uanset ydre omstændigheder og uanset udsigten til måske at skulle dø af en sygdom. Nederst i anmeldelsen The Butterfly Circus er der flere links til vidnesbyrd fra Nick.

Under alle omstændigheder ér "En flænge i himlen" stadig er en god og rørende film. Og jeg vil meget anbefale, at hvis du som kristen teenager eller voksen ser filmen sammen med andre, fx en gruppe venner, så tag bag efter en snak om, hvorfor Gud mon bliver afskrevet, og om det virkelig ér useriøst at inddrage Gud i spørgsmålet om sygdom og livets mening.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---