En familie

Af: Michael Agerbo Mørch
Pernille Fischer Christensens guldbjørnsnominerede "En familie" trænger gennem marv og ben og leverer en troværdig og betagende fortælling om et familiebageri og folkene bag.

"En Familie" er Pernille Fischer Christensens første film siden kæmpesuccesen "En soap". Endnu engang har hun allieret sig med Kim Fupz Aakeson og lavet en både rørende og tankevækkende film.

En af Guds forunderlige ordninger i den her verden er familien. Alle mennesker fødes i én, og resten af livet må man vælge, om man vil forpligte sig på den eller ej. For bare 100 år siden havde de fleste ikke det valg. Man var naturligvis forpligtet på at støtte og hjælpe hinanden af den naturlige årsag, at hvis ikke man gjorde det, så havde man ingen chancer for at klare sig i livet. Sådan er det ikke mere; og det er netop denne kompleksitet, Christensen fanger så mesterligt. Vi følger Rikard Rheinwald, som er fjerde generation i familiebageriet, og under Rikard har bageriet endda opnået status som kongelig hofleverandør. Men med en kræftdiagnose hængende over hovedet, kæmper familiens patriark med det store spørgsmål: hvem skal føre bageriet videre? Et oplagt valg ville være den ældste datter Ditte, men hun er på vej til New York med sin kæreste, kunstneren Peter. Hun har fået et drømmejob som scouter af ny europæisk kunst, og presset fra faderen er ikke umiddelbart en forhindring, som hun har tænkt sig at lade sig stoppe af. Ditte er dog gravid, og kan man egentlig godt både få baby og tage til New York?

Dette korte resume er dog langt fra nok til at tegne den rigt facetterede historie op. Der ligger mange små kriser og solstrålehistorier inde i den store fortælling, og det er faktisk meget gribende at følge denne familie i halvanden time.

Filmen var en stor oplevelse! Både fordi skuespillerne var fremragende i deres roller, men også specielt fordi temaerne, der er store, bliver skildret troværdigt. Det er sjældent set med så fint et resultat.

Jesper Christensen er klart filmens epicenter, og det er ud fra ham, de andre karakterer bliver defineret. Man fornemmer, at hans mimik, bevægelser, udbrud etc. passer lige til Rikard Rheinwald. Specielt den scene, hvor han dør, er så perfekt spillet, at man tror livet er fløjet ud af ham. Har man selv siddet ved et dødsleje, vil man kunne genkende de hakkende, spruttende suk inden sidste åndedrag. Det er meget stærkt! Lene Marie Christensen gør det egentlig også godt som Ditte, men man kommer slet ikke på samme måde ind i hendes karakter. Der berøver hendes ansigt hende nok noget, for hun har en ret ensidig mimik. Modsat altid stabile Pilou Asbæk, der netop har sit ansigt som sin store styrke. Han behøver ikke så mange replikker for at kunne signalere nogle stærke følelser.

Jeg bliver dog nødt til at nævne Line Kruses rolle som familiens sorte får, Chrisser. Der er simpelthen for meget "Krumme"-Stine over hende. Hun har endda samme frisure! Den går altså ikke.

Filmens temaer: Død, abort, familie/slægtskab bliver behandlet på en stram, men ikke overfladisk måde. Jeg synes virkelig, den er velproduceret og velskåret.

Egentlig er det underligt; Pernille Fischer Christensen er en hip instruktør. Kim Fupz er en hip manuskriptforfatter. Musikken, leveret af Cody, The Rumour Said Fire og Peter Belli, er hip. Skuespillerne er hippe. Men temaerne er totalt gamle, klassiske og traditionelle. Og alligevel holder det hele vejen!

Det er simpelthen fantastisk, at filmen ikke koger over og bliver en letkøbt sejr for mainstreamkulturen, men tværtimod bliver en krævende og betagende film. I mine øjne er den en stor sejr for dansk film.

Filmen kan være følelsesmæssig stærk, og derfor vil det være godt for børn at se den i følgeskab med voksne. Filmen er også meget brugbar til en Film&Tro-aften, hvor man fx kunne bruge den til at snakke om familieværdier, abort, karriere og socialt ansvar. Filmen giver dog ingen svar, men der er god mulighed for debat og samtale.

---