En du elsker

Af: Michael Agerbo Mørch
Mikael Persbrandt tryllebinder i en forudsigelig film om en falleret rockmusikers familieliv - en narcissistisk mennesketype, som er dybt problematisk for vores samfund.

Jeg er efterhånden ved at være godt træt af film som "En du elsker". Film om afdankede rockmusikere, der efter at have sluppet ud af narkotikaens lænker ikke kan skabe en sammenhængende fortælling om sig selv, og derfor trætter folk omkring sig med deres klynk og navlepilleri. Det er en pine at komme igennem. Den eneste grund til, at "En du elsker" holder nogenlunde niveau, er Mikael Persbrandts nærværende magtdemonstration som Thomas Jacob. Havde denne rolle fejlet, så havde filmet reelt intet at byde ind med. Og jeg mener stadig, det er for snævert til at kalde filmen vellykket.

Thomas Jacob er rockmusiker. Han bor i Los Angeles og har en flot karriere bag sig. Nu er han kommet til Danmark for at indspille en ny plade. Her møder han sin datter Julie (Birgitte Hjort Sørensen), som kæmper med et kokainmisbrug og en for dyr lejlighed. Thomas og Julie har mildest talt et køligt forhold til hinanden, men da Julie ingen andre bekendtskaber har, må Thomas hjælpe til med at passe Julies søn, Noa, da hun skal på afvænning i Helsingør. Det kan Thomas ikke overskue, men han har reelt ikke noget valg. Filmen følger derfra Thomas’ kamp med at være en nærværende morfar og en produktiv rockstjerne på samme tid.

Filmens plot er forudsigeligt, og det er ikke her filmens styrke skal findes. Den findes som nævnt i Persbrandts skuespil, samt i musikken som bruges i filmen. Tina Dickow og Marie Fisker har komponeret nogle støvede, rockede numre, som bruges som Thomas Jacobs musik. De klare referencer til Sort Sol skinner igennem, men det er cool og forførende. Det er en nydelse filmen igennem, og det klæder Persbrandt godt.

Derudover er filmen et spejl, som afslører en type i vores samfund, som er meget problematisk. Vores eksponeringssamfund skaber en mennesketype, som er dybt narcissistisk. På trods af det vælger mange at få børn - enten af sentimentalitet eller af jagt på lykke, kamp for stabilitet og andet. Men selvcentreringen gør det svært at få familieforholdet til at fungere, og mange børn lider under det. Denne negative beskrivelse er ikke møntet på enhver borger i Danmark anno 2014, men på den type, som Thomas Jacob skal repræsentere. For faktum er, at den autoritative rolle som forældrene skal have over for børn - både til opdragelse, vejledning og trøst - ikke gives af denne type. I filmens nøglescene, hvor Noa søger råd og trøst hos Thomas, må Thomas resignerende svare: "Jeg ved det ikke; jeg ved ingenting." For det gør han virkelig ikke. Han kan ikke få sit eget liv til at fungere. Hver dag er en kamp for at tape sig selv sammen, så man kan udrette bare det mindste. Jeg synes, det er sørgeligt og klichéfyldt.

Filmens premiere har været skygget af to sager med Persbrandt i centrum. Persbrandt er blevet fængslet for at have købt tolv gram kokain, og derefter er det kommet frem, at han blev væk fra optagelserne til filmen i to dage (hvilket er ekstremt omkostningsfyldt, da han er med i hver en scene i filmen). Men det sætter jo også Persbrandts rolle i et andet lys, for det er reelt et portræt af ham selv, han udfolder. Temmelig lakonisk må man sige. Mit umiddelbare indtryk er, at folk fra den kreative klasse og den spidsborgerlige gruppe vil finde filmen underholdende og givende. Men den leverer bare ikke nye perspektiver til alle os andre. Jeg synes filmen er elitær og trættende, ikke udfordrende og perspektivrig.

"En du elsker" skuffede mig meget. Jeg havde store forventninger, men de blev ikke indfriet. Som en sørgelig klagesang over en moderne, rodløs type er den måske interessant, men som film og som fortælling leverer den ikke meget.

---