En dødsdømt flygter

Af: Leif Andersen
Et stille og underspillet drama i sort-hvid om en fange, der under anden verdenskrig skraber sig ud af fængslet med en ske.

Hvis man kun er til action, farver og humor, skal man nok ikke lige vælge den her.
Hvis man er til sort-hvide filmklassikere og til underspillet, psykologisk drama, er den et fund.

Overfladisk set er Bressons "En dødsdømt flygter" en banal og langtrukken skildring af en mand, der skraber sig ud gennem en fængselsdør og flygter over murene med hjemmelavede kroge og reb af lagener og skjortestumper. Der sker ikke ret meget. Og det, der sker, går ganske langsomt, nedtonet og hviskende for sig. Når han er ovre muren, er filmen slut!

Helt ærligt vidste jeg meget lidt om Robert Bresson, før jeg så "En dødsdømt flygter". Og hvis ikke jeg havde fået at vide på forhånd, at den var en af filmhistoriens juveler, havde jeg ikke værdiget denne sort-hvide 4:3-film fra 1956 megen opmærksomhed. Var bare zappet videre.

Men hvis man giver den lov til at presse sig selv ned i det tempo og tillader den hvisken, der udgør dødsgangens univers, så begynder man at lægge mærke til det virkelige drama! Dramaet er ikke først og fremmest på det ydre plan, hvor den franske fange Fontaine gennem lang tid i nazisternes fængsel og under stadig bevogtning udarbejder sin flugtplan: med en tilspidset ske arbejder han sig igennem fængselsdøren og forarbejder sine interimistiske flugtremedier, kroge og tove. Nej, det virkelige drama er et indre drama, som det kommer til udtryk i hans ansigt og hans tanker.

Det gør også en forskel, at filmen åbner med en håndskrevet note af Bresson, hvor han har skrevet: "Denne historie er sandfærdig. Jeg videregiver den som den er, uden udsmykning [ornements]." Og faktisk er den bygget dels over en autentisk flugthistorie, dels over Bressons egen erfaring i nazistisk fangenskab.

Den anden halvdel af den franske titel er ikke med i den danske titel: "… ou Le vent souffle où il veut", "… eller Vinden blæser, hvorhen den vil". Jeg er ikke sikker på, hvad han vil med den. Men den kunne godt være et udtryk for, at Fontaine egentlig ikke er nogen stålsat, jernkæbet helteskikkelse, men simpelt hen må ud, fordi han ellers sandsynligvis bliver henrettet – og midt i sin målrettethed er ægte usikker, prøvende og famlende. Da han kort før flugten får en medfange ind i cellen, er han længe i tvivl om, hvorvidt han tør stole på ham og indvi ham i sine planer. Som et rigtigt menneske ville være det. Og det er stærkt at se, hvorledes han vælger tilliden, selv om han egentlig ikke har nogen sikkerhed for den!

Han bliver spurgt af en medfange, om han beder; og han svarer, at det gør han nu og da. Og bliver udfordret af spørgsmålet, om det ikke er for nemt, hvis man kun beder, når man er i knibe. Hans svar er interessant: at det ikke er rigtigt at overlade alt ansvar til Gud, som om man intet ansvar har selv.

Manglen på sikkerhed kommer også frem derved, at de tyske vagter ikke uden videre bliver skildret som onde eller dæmoniske (hvilket vel er imponerende så tæt på krigen!). En af dem, en ensom mand på en knirkende cykel, der rituelt og monotont kører rundt om fængslets mure, snakker modfaldent med sig selv. Som et rigtigt menneske.

Det er en udfordring at lade sig presse ned i tempo og lydstyrke på den måde. Det er et meget anderledes filmisk sprog end det, vi er blevet vant til. Og måske også det liv, vi er blevet vant til.

---