Elysium

Af: Sprint Aagaard Korsholm
En science fiction-film om en fremtid, hvor goderne er ekstremt ulige fordelt. En forrygende drengerøvsfilm med masser af rumgear og slagsmål.

Advarsel: indeholder plotspoiler!

Jorden 2154
Menneskeheden er delt i to ekstremt adskilte grupper. Langt de fleste lever et trist liv på jorden, plaget af overbefolkning, sygdomme, fattigdom og slum. Imens lever en lille (meget rig) gruppe et paradis-lignende liv på en stor rumstation tæt på jorden, kaldet Elysium. Den kan ses fra jorden som et gyldent tegn på det uopnåelige. På Elysium har man helbredelsesmaskiner, der praktisk talt er i stand til at kurere alle sygdomme og vel i praksis give en slags evigt liv.

Naturligvis prøver jord-befolkningen af få del i disse goder, hvorfor Elysium-staten har ansat Jessica Delacourt (Jodie Foster) til at lede bevogtningen af paradiset. På jorden har vi Max (Matt Damon), der tidligere var kriminel, men nu arbejder på en fabrik. Her udsættes han for en dødelig dosis radioaktivitet og har fem dage tilbage at leve i. Filmen udspilles over de fem dage. Max er klar over, at hans eneste redning er at komme til en helbredelsesmaskine på Elysium. Derfor opsøger han bandelederen/smugleren/hackeren Spider (Wagner Moura). De to slår en handel af: Max skal kidnappe Carlyle (William Fichtner), der leder koncernen, der leverer højteknologiske våben til Elysium. Max skal overføre alle data fra Carlyles hjerne til sin egen, hvorefter Spider derfra kan tappe oplysninger om bankkonti mm. Hvad de to ikke ved, er, at Delacourt har planlagt at overtaget herredømmet over Elysium og har fået Carlyle med på at skrive hele Elysiums dataprogram om, så man frit kan redigere i det. Dette dataprogram kommer ind i Max' hjerne, Carlyle dør – og Max er pludselig uendelig meget værd for alle parter! Sidste - men ikke mindst vigtige - parter i plottet er Max’ barndomskæreste, Frey (Alice Braga), og en barsk lejesoldat, Kruger (Sharlto Copley).

Egoistisk helt
I begyndelsen handler Max’ dagsorden at redde sit eget skind. Da han imidlertid pludselig genser Frey som voksen, begynder han at få udvidet sin horisont. Også Freys kræftsyge datter spiller en rolle i en lille historie om en marekat, der sultede, fordi den var for lille til at nå frugterne. Marekatten fandt så en flodhest, og når den stod på ryggen af flodhesten, kunne den nå alle de frugter, den ville. "Men hvad fik flodhesten ud af det?" spørger Max datteren, der svarer: "Den fik en ven!" Og hermed er vi ved et hovedbudskab i filmen omkring Max’ udvikling fra egoist til selvopofrende helt: hans "gevinst" er at få venner. Gennem en masse slagsmål i absolut ægte science fiction-stil med exo-skeletter, der gør Max og Kruger til kamprobotter, når vi frem til finalen, hvor Max har valget: Hvis han lader Spider overføre dataprogrammet fra hans hjerne til Elysiums hovedcomputer, vil man kunne redigere i det således, at alle på jorden får adgang til helbredelsesmaskinerne. Eneste minus er, at Max vil dø ved det. Max snakker med Frey og vælger at ofre sig for menneskeheden. Derved sikres datterens helbredelse. Alle onde dør undervejs på mere eller mindre barbariske måder. Rumskibe lander på jorden med masser af helbredelsesmaskiner, og ja: det hele ender sådan som en gammel nonne sagde til Max, da han var en lille dreng: "Du er født til at udrette noget stort."

Samfundskritik
Neill Blomkamp gav os District 9, der ligeledes var en science fiction-film. Her var temaet racediskrimination. I denne film er temaet tydeligvis forholdet mellem den rige verden og den fattige verden. Helten når frem til en vis udligning mellem de meget ulige dele af menneskeheden. Det er egentlig mere end helten i "District 9" opnåede. Til gengæld er både plottet og snerten i samfundskritikken på et meget dybere plan i "District 9" end i "Elysium". Så hvis du forventer en 2’er til "District 9", vil du nok blive skuffet. Men alligevel står der en tydelig kritik tilbage: hvorfor skal nogle få rige have alle goderne, mens resten må lide? Hvad er drivkraften til at gøre noget ved det? Måske lidt en overfortolkning, men måske ikke: Max skifter først fra egoist til selvopofrende helt, da han ikke længere skal frelse "verden", men frelse nogle få, ganske konkrete mennesker, han elsker. Så måske er drivkraften, at vi rige får sat et eller flere kendte ansigter på den lidende del af verden …

Men – hånden på hjertet – dette budskab drukner let i en forrygende drengerøvsfilm med masser af rumgear og slagsmål og tilpas ukomplicerede romantiske forhold. Filmens vigtige anliggende forplumres af meget genkendelige og absolut bundfordærvede skurke (de fleste i dyre jakkesæt) samt en svag undertone af skæbnetro.

---