Elvis

Af: Christian Thomsen
For mange unge i dag er Elvis et levn fra fortiden, som ikke betyder noget særligt. For de generationer af unge, der voksede op i 50’erne og 60’erne, var han den, der forandrede deres verden - for altid.

EN FATASTISK OG FORFÆRDELIG HISTORIE 

Hvordan fortæller man historien om det største musikikon, verden nogensinde har set? Hvis man kender lidt til Elvis’ liv og historie, ved man, at det både er en fascinerende og tragisk fortælling, som rummer så mange aspekter, at det kan synes umuligt at komme rundt om. Fra det store gennembrud i 1956, over årene i Hollywood i 60’erne og hen til de vilde år i Las Vegas, som endte med at tage livet af Elvis. Instruktør Baz Luhrmann, som står bag farverige musikfilm som ”Strictly Ballroom” og ”Moulin Rouge”, har taget opgaven på sig og løser den næsten perfekt.

Højt tempo fra start
Elvis vokser op som en stille, ydmyg dreng i byen Tupelo i sydstaten Mississippi. Filmen starter med at fortælle, hvor unge Elvis fandt inspiration til den lyd, der senere skulle ændre musikken for altid. Han hang ud i de sortes kvarter, hvor han blev fascineret af både gademusikernes blues-toner og kirkens gospelmusik. Han formåede at blande countrymusik, rhythm and blues, gospel og rockabilly, og pludselig var en ny musikgenre født: Rock’n roll.

Det kan være svært at forstå i dag, hvor stort det var, da Elvis brød igennem i 1956. Det skete i en tid, hvor USA var klar til forandring, og ungdomskulturen nærmest var ikke-eksisterende. Elvis både fortryllede og forargede. Hans musik og sexede dansetrin fik pigerne til at besvime og forældrene til at protestere. Der var så meget fart på Elvis’ karriere de første år, at man næsten taber pusten. Baz Luhrmann formår med sin vanlige farverige og bombastiske stil at lade publikum forstå, hvorfor folk reagerede på Elvis, som de gjorde. Den første time af filmen foregår i et højt tempo med masser af musik, farver og montager, og man bliver som publikum suget ind i Elvis’ verden.

Tom Parker, helt eller skurk?
Rammehistorien i filmen handler om Elvis’ manager Tom Parker, som spilles af Tom Hanks. Han var en meget kontroversiel skikkelse i Elvis’ liv, og mange mener, at det var ham, der både skabte og ødelagde Elvis. Han havde ikke forstand på musik, men på forretning. En sigende detalje i filmen er der, hvor han har fremstillet alverdens merchandise med Elvis’ navn og billede på. Der er badges med teksten ”I love Elvis”, men også nogle med ”I hate Elvis”, for som han siger: ”Det sælger!” Parkers indflydelse på Elvis’ liv og karriere er som sagt omdrejningspunktet i filmen. Han fremstilles som pengegrisk, udspekuleret og manipulerende, og filmen skjuler dermed ikke sin holdning til Parker. De øjeblikke, hvor mere sympatiske sider af manageren ses, sidder man som publikum og tænker, at der må være en skjult dagsorden.

Filmen Elvis fortjener
Austin Butler ses i rollen som Elvis, og han gør det helt fabelagtigt. Han kommer ud over scenen med en fantastisk energi og synes at være det perfekte valg til at spille The King of Rock’n Roll. Han formår at tryllebinde publikum i sang- og dansescenerne, men også når han helt nedtonet fremstiller de mørke og triste sider hos Elvis. Som et spejlbillede af Elvis’ karriere bliver anden halvdel af filmen også et mere mørkt kapitel. De højdepunkter i 70’erne, som filmen viser, giver ikke for alvor publikum smil på læben, for man forstår, at under overfladen ligger en ulykkelig kærlighed, søvnbesvær, et pillemisbrug og en søgen efter næste adrenalinkick. Det er næsten som om, at Elvis kun lever, når han står på scenen. Men da lever han også.

”Elvis” er en film, som både fremkaldte latter, gåsehud og våde øjne hos undertegnede. Det er én af de bedste biografoplevelser, jeg har haft i mange år, og en film som virkelig formår at fortælle den fantastiske og forfærdelige historie om den største entertainer, verden nogensinde har set.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---