Ellen Foster

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
Da Ellens mor dør, er der ingen i familien, der kan give hende tryghed og omsorg. Hun nyder godt af venners godhed, men håber, hun kan komme til at bo hos en kærlig plejefamilie, hun har set i kirken.

En film om det nødvendige i at have nogen, der elsker én betingelsesløst og giver tryghed. Den 11-årige Ellen Hammond kan efter sin mors død ikke finde kærlighed i familien, men heldigvis er der venner, som kan give hende kærlighed.

Ellens mor er uhelbredeligt syg og kommer hjem fra sygehuset. Ellens far er alkoholiseret og voldelig. Han rører ikke en finger i hjemmet og kan ikke lide Ellen. Hun får øretæver, hvis ikke hun danser efter hans pibe.

Der er et kærligt forhold mellem mor og datter. Moren finder trøst i Bibelen. Hun læser højt fra Prædikernes Bog: "Alting har en tid ... En tid til at fødes, en tid til at dø ... En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at sørge, en tid til at danse." De ord finder Ellen trøst i efter morens død. Selvom Ellen gjorde meget for sin mor, bebrejder hun sig selv, at hun ikke gjorde nok.

Ellens mormor sidder i kirken om søndagen, men ... hun lader det ikke få betydning i hverdagen. Hun hader sin svigersøn og vil af den grund ikke på nogen måde have med Ellen at gøre, fordi hun er datter af ham. Ved Ellens mors begravelse, som klart forkynder opstandelsen, råber mormoren "dit elendige udskud" til Ellens far. Ellen tænker: "Det virker som om, hun har fået kontakt med sin naturlige ondskab ... hun hader nok min far mere, end hun elskede min mor."

Ellens far er derefter væk flere dage ad gangen, så Ellen udsættes for omsorgssvigt. Hendes bedste veninde er sort, og hun tilbringer tit dagen dér, men i 1970'erne vil det aldrig gå, at sorte tager en hvid i pleje. En lærerinde og hendes mand lader hende bo hos dem et stykke tid. Da Ellens far ender i fængsel, skal hun anbringes. Retten afgør, at det altid vil være bedre at bo hos familie end hos fremmede. Derfor tvangsanbringes hun hos mormoren. Her har Ellen fået noget galt i halsen. Hun tror, at hvis hun hjælper mormoren rigtig meget, vil Jesus give hende en chance, når hun engang selv går bort. Efter mormorens død minder hun Jesus om det og håber, han vil tænke over det og give hende én, der elsker hende. I kirken ser hun en kærlig plejefamilie, som hun gerne vil bo hos. Ellen mangler i den grad kærlighed og tryghed.

Indledningsmusikken lægger op til en stille film. Det er det på en måde også, selvom bølgerne indimellem går højt verbalt. Jena Malone, der er Ellen, spiller meget overbevisende. Hendes charme og målrettethed gør, at filmen ikke bliver for knugende. Til videre refleksion kan der tages fat i emnet om, hvad manglende kærlighed til børn, gør ved dem. Det nytter at vise børn kærlighed i den tid, man har berøring med dem. Man kan også drøfte Ellens sætning: "Jeg hader, når folk siger, de har det fint. Man ved, at det ikke passer. Og de ved det også."

---