Ekstremt højt og utrolig tæt på

Af: Michael Agerbo Mørch
Tragedien 11. september bliver brugt som springbræt til at fortælle en gribende historie om en dreng, der kæmper med at acceptere tabet af sin far.

Her i Vesten har vi lært at leve med 11. september. Den er nu en indgroet del af vores kulturhistorie. For os i Danmark er det et bevis på, at den globale medievirkelighed rykker begivenheder, der ikke umiddelbart berører os, ind i vores dagligstue og dermed i vores liv. Måske er 11. september blevet så skelsættende, fordi det var USA, der blev ramt. Måske fordi det var et terrorangreb, og terror er den mest frygtindgydende form for kriminalitet, vi kender, fordi den er så ukontrollabel.

Medier har beskæftiget sig intenst med dagen gennem de sidste 11 år. Der er skrevet bøger, lavet radioprogrammer, dokumentarer, avisartikler og o.l. i lange baner. Også filmmediet har beskæftiget sig med terrorbegivenheden fx med World Trade Center med Nicolas Cage.

På flere måder skiller "Ekstremt højt og utrolig tæt på" sig ud fra denne strøm. Først og fremmest, fordi filmen ikke er en kollektiv memorering og bearbejdning af tragedien. Den zoomer i stedet ind i et simpelt og barnligt mikrokosmos; ind i den 9-årige knægt Oskar Schells liv. Oskar er en helt utrolig begavet knægt, som pga. sin sociale isolering har udviklet en interesse for en lang række forskellige ting. Sammen med sin elskede far, Thomas Schell (Tom Hanks), undersøger han verden gennem alle mulige former for videnskaber. De har det herligt sammen, som når de fx har oxymoron-krig (hvor man skiftes til at sige et oxymoron, hvilket er to ord der umiddelbart modsiger hinanden, fx meget - lidt). Man bliver varm, når man ser sådan et far-søn forhold.

Historien begynder for alvor tirsdag den 11. september 2001, da flyene flyver ind i World Trade Center. I en af bygningerne var nemlig Thomas Schell. Oskars verden bryder naturligvis sammen, og der går et år, før han tør gå ind på sin fars værelse. Herinde finder han en nøgle, som han bliver overbevist om, at han skal finde låsen til. Nu går jagten på låsen, som han håber, kan forlænge hans indirekte samvær med faren, og måske forløse han sørgende hjerte.

Denne måde at angribe USA's nationaltragedie på er højst original. Forlægget stammer fra kultromanen af samme navn, skrevet af den unge og anmelderroste Jonathan Safran Foer (der tidligere har haft succes med "Alting bliver oplyst", som også er filmatiseret med Elijah Wood på setlisten). Dog er der meget stor forskel på bog og film, hvilket i denne sammenhæng ikke er positivt. Bogen er skrevet som en del af konceptet "creative writing", hvor man bruger bogmediet kreativt og anderledes end normalt. Man tegner fx med bogstaverne, og laver i det hele taget mange skøre og pudsige ting med det normalt stringente medie. Det er dog helt umuligt at overføre til lærredet, og derfor bliver bogens smigrende, men også lidt kække historie en anelse for meget. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det var en fejlvurdering, at den skulle filmatiseres - selvom filmen er udmærket - ganske enkelt, fordi den sakser hele bogens koncept og ramme i stykker.

Jeg er dog glad for selve filmen, fordi den arbejder på en anderledes måde med sorgbearbejdning end ellers set, da sorgen er set gennem en 9-årigs øjne. Alene af den grund er den værd at se, og jeg håber, mange benytter sig af muligheden. Thomas Horn gør det fortrinligt som Oskar, og jeg er imponeret over det register af følelsesudtryk, han råder over, i så ung en alder. Stort!

Jeg kan dog ikke lade være med at reflektere over, hvordan det moderne menneskes værdiløse univers, bliver til en larmende tavshed (oxymoron!), når døden vrister vore kære fra os. Der er simpelthen ingen trøst at hente. Ind i de situationer har vi brug for det håbefulde budskab om Jesus, og længslen efter ham stiger markant, når man har set filmen. Og det er jo ikke tosset.

---