Eichmann - Dødens underskrift

Af: Johannes Lindbjerg
En ung forhørsleder fra den israelske hær udpeges til at få den berygtede Adolf Eichmann til at tilstå jødeudryddelserne.

Da anden verdenskrig sluttede, blev mange af de tyske topnazister retsforfulgt i Nürnberg. I en retssag der gik over i historien, blev de stillet til regnskab for mange af de uhyrligheder, som de begik under krigen.

For enkelte af de tyske topnazister lykkedes det dog at flygte og forsvinde på diverse gemmesteder rundt omkring i verden. Heriblandt en mand, som man mente var en af de hovedansvarlige for jødeudryddelserne, nemlig Adolf Eichmann.

I 1960 lykkedes det dog for israelske efterretningsagenter at opspore og tilfangetage Eichmann, og denne film er et forsøg på dels at afdække gåden om ham, og dels at skildre dele af holocaust dramaet. Den påberåber sig historisk autenticitet ved indledningsvis at sige, at den delvis bygger på de forhørs-rapporter, der blev optaget i forbindelse med forhørene af ham.

I filmen følger vi en ung forhørsleder i den israelske hær, som bliver udpeget til at forhøre Eichmann og få ham til at tilstå. Eichmanns mission er dog en anden, og forhøret udvikler sig hurtigt til en kamp mellem to skarpe hjerner.

Filmen består, forud for selve forhørsscenerne, af to andre hovedelementer. For det første af flashbacks af Eichmanns tid som tysk embedsmand under krigen, og for det andet af episoder i den unge forhørsleders liv, mens han forhører Eichmann i 1960'ernes Israel.

Filmen forgår på flere planer. For det første forsøger den at sætte sine temaer om hævn og retfærdighed op mod hinanden. På den anden side forsøger den også at skildre de to hovedpersoners ligheder og forskelligheder. Handlingen giver desuden et interessant indblik i 1960’ernes Israel og et helt folks skrig på retfærdighed.

Som historisk interesseret finder jeg filmen uhyre interessant. Den er ok lavet, temaerne er interessante, og så har den noget på hjerte. Når jeg kun vurderer den til 3 af 6 stjerner, sker det, fordi jeg synes, den halter enkelte steder.

For det første har jeg svært ved at gennemskue den historiske autenticitet og objektiviteten, som den forsøger at give udtryk for, når den samtidig er meget farvet. For det andet er selve filmen og skuespillet heller ikke filmiske pragtpræstationer.

Det skal dog siges, at selvom den ikke når niveauet fra lignende som film som München, Schindlers liste mfl. så er den stadig en rigtig god film, som jeg varmt kan anbefale.

---