Efterskælv

Af: Henrik Højlund
Ved et jordskælv i Kina i 1976 tvinges en mor til at vælge mellem at beholde sin søn eller datter, der begge er indeklemte i murbrokker.

"Efterskælv" er en kinesisk film, der tager sit udgangspunkt i et jordskælv i Kina i 1976, hvor 240.000 mennesker omkom. Den hævdes at være den mest sete kinesiske film nogensinde.

Det er ikke en klassisk katastrofefilm, selvom jordskælvet er skildret med overbevisende realisme. Det er et menneskeligt drama om, hvordan en ydre katastrofe kan have lange eftervirkninger – eller efterskælv. Titlen spiller tydeligvis på dobbeltbetydningen. Et jordskælv er som regel fulgt af efterskælv. Men efterskælvene kan altså også bestå i voldsomme menneskelige efterskælv.

Vi følger en lille familie, far, mor og datter og søn, som er tvillinger. Faren dør i jordskælvet, og de to børn er også tæt på at dø, idet de findes indeklemt mellem store betonblokke. Der arbejdes intenst på at redde dem, men til sidst må man erkende, at kun én af dem kan reddes. Moren må vælge. Det kan hun selvfølgelig ikke, men hun tvinges til sidst til at vælge. Hun vælger sønnen. Mens den endnu levende datter hører på.

Datteren lægges hen blandt de døde, men efter noget tid vågner hun til live og begynder at gå fortabt rundt i ruinbyen. Hun bliver fundet af redningsfolk, men er ude afstand til at huske noget og sige noget. Senere adopteres hun af et barnløst ægtepar.

Som man kan forestille sig, sidder man som tilskuer i spændt forhåbning om, at hun vil gense sin familie. Jeg skal ikke afsløre den del, men det er en vigtig pointe for filmens indre drama, at pigen selv ikke har noget ønske om at gense sin familie. Hun følte sig komplet svigtet, da hun hørte sin mor vælge.

Moren på sin side føler, at hun har bragt et umuligt offer for i det mindste at få lov at beholde ét barn.

Filmen kan vel ikke kaldes et filmdramatisk mesterværk, den fik ikke overdådige anmeldelser i Danmark, men på undertegnede virkede historien så stærk i al sin enkelhed, at jeg alene for dét takserer den til fem stjerner. Den har det gode, vedkommende dramas eviggyldige tyngde.

Nedenunder dramaet om de aldrig udtømte temaer - svigt, tilgivelse, offer, anger og forsoning – rummer den en meget almenmenneskelig pointe om det at leve i to meget forskellige fortællinger, som handler om nøjagtig samme hændelse. Moren og datteren har hver sin historie om det umulige valg. Hvilken af dem er sand? Er de begge sande? Og kan der ske forsoning trods fortællingernes store forskellighed?

Dét tema kunne være udfoldet med helt andre historier som baggrund. Jeg vil tro, at det tema egentlig udspilles i enhver almindelig familie. Og ikke sjældent med store følger i form af afstand og splittelse – og tidvis anger, forsoning og tilgivelse.

Som en lille sidegevinst – om man kan kalde det sådan – får man et fint indblik i almindelige kineseres måske vigtigste religiøse omdrejningspunkt – forfædre-dyrkelsen.

En fin film med et yderst vedkommende drama fra en verden, vi ikke er oversvømmet med film fra.

---