Duplicity

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
De tidligere MI6-agenter Claire (Julia Roberts) og Ray (Clive Owen) arbejder nu for hver sit firma - eller gør de?

"Duplicity" indledes med et slagsmål mellem to industribosser. Det er filmet med humor og stor elegance i slow motion - næsten balletagtigt. Scenen udtrykker fint hele filmens handling, som er et slagsmål mellem to store firmaer om at komme først og blive størst. I den kamp bruges alle metoder - også industrispionage. Her kommer filmens to hovedpersoner ind. Det er de tidligere MI6-agenter Ray (Clive Owen) og Claire (Julia Roberts). De finder en form for forståelse, selv om de også konkurrerer voldsomt. De kender hinanden så godt, at de ved, hvordan den anden tænker. De ved om hinanden, at de ikke er til at stole på, for begge har først og fremmest rigdom til sig selv om mål, også selv om vejen går gennem svindel og bedrageri.

Efter det indledende slagsmål går filmen fem år frem til nutiden, hvor den gennemgående handling udspiller sig. Men handlingen afbrydes mange gange af flash backs. De viser, at Claire og Ray tilfældigt er stødt på hinanden flere gange ude i verden, og at de er blevet kærester i smug. Men begge er bange for at stole på den anden.

Hvis man vil gennemskue alt i filmens handling, er det nødvendigt at holde tungen lige i munden. Der er overraskende twists og mange underfundigheder. Og hvis man tror, man har regnet det hele ud, venter der sikkert en overraskelse til sidst. Det er en film, der uden tvivl kan opdages mere i, hvis man ser den igen, før den er helt glemt.

Det, der gør, at filmen skiller sig ud, trods den velkendte historie, er den suveræne fotografering og klipning. Der er nogle spændende split-skærm optagelser. Hovedpersonerne står troværdige trods den noget spegede handling. Det skyldes fremragende skuespillerpræstationer, mere end det skyldes manuskriptet. Lydsiden har iørefaldende musik. Man skal nok have set filmen et par gange, før man fatter meningen med de stemninger, som musikken nogle steder lægger op til. Andre steder er musikken umiddelbart forståelig.

Kategorien er thriller. Dog er der ingen biljagter eller skuddueller, så den er ikke spændende på den måde, at man sidder som på nåle. Udfordringen er at finde ud af, hvad der er sandt og falsk - mellem de to hovedpersoner og mellem firmaerne. Som i så mange andre film (fx "Olsen-banden", "Oceans eleven", "Lokkeduen") er filmens hovedpersoner sympatiske forbrydere. Ofte retfærdiggøres den slags film ved at de kriminelle, som vi gennem filmen har fået sympati for, til sidst bliver snydt for rovet. Om det sker her, skal ikke røbes.

"Duplicity" betyder dobbeltspil. Det er ikke en film, man kan bruge til at blive livsklog af. Men der er en god sætning: "Selv om jeg kender dig, så elsker jeg dig." Hvordan kan man elske et menneske, som man ikke tør stole på?

---