Dune: Del 2

Af: Henrik Højlund
Denis Villeneuves efterfølger til "Dune" fra 2021 er lige så flot og storladen som sin forgænger. Selvom det til tider går lidt hurtigt med både historie og action, er den bestemt værd at se!

EVENTYRET FORTSÆTTER 

Jeg faldt pladask for Dune 1. En fabelagtig indføring i en verden, som giver plads til fantasiens vilde veje. Og en indføring som havde den særlige effekt, at man på en vis måde tror på det. Tror, at det kunne have været sådan. Engang i en fjern, fjern fremtid. Ligesom læsningen af Tolkiens Ringenes Herre giver samme "overbevisende" fortælling, fra en lige så fjern fortid. Eller fra en parallelverden, som Dune-filmene også lægger op til. Vi befinder os med andre ord ikke på jorden, men et helt andet sted i universet, et sted med andre planeter og solsystemer. En verden hvor helt andre kræfter end det, vi kender i vores solsystem, er i spil.

En værdig efterfølger
Jeg indrømmer, at jeg for mange år siden ret hurtigt opgav læsningen af den bog, der er baggrunden for filmen: Klit, skrevet af Frank Herbert, udgivet første gang i 1965. Den greb mig ikke. Men det gjorde altså som sagt første del bogens filmudgave, "Dune 1". Denis Villeneuve er instruktør, og han er før slået stærkt igennem med science filction-film, Arrival og Blade Runner 2049 (som jeg dog ikke faldt så meget for som forløberen "Blade Runner").

Så kom 2’eren omsider. Den havde jeg glædet mig til længe. Og skuffet blev jeg heller ikke. Men desværre heller ikke begejstret i samme omfang som med 1'eren. Måske har en af mine medseere ret, når han efterfølgende sagde, at det kan tænkes, at det er som med de tre Ringenes Herre-film, hvor 1'eren er den vidunderlige opstart, 2'eren et lidt mindre gribende mellemspil, og så løftede det sig igen helt op med 3'eren. Måske sker det samme her, hvor der er al grund til at forvente en 3'er, efter en uafsluttet ende på 2'eren. Og "Ringenes Herre 1" var netop en indføring i den anden verden, med god tid til detaljer, til pudsige, finurlige, overraskende skikkelser og steder, hvorimod del 2 satte fuldt fokus på det dramatiske hændelsesforløb og derved mistede en del af det nære, miljøskildrende eventyr. Det samme kan man sige om 1'eren og 2'eren i Dune.

Kampen om krydderiet
Kort om 2'erens historie: Vi befinder os på planeten Arrakis, som er en ren ørkenplanet, egentlig temmelig ubeboelig, men urbefolkningen "fremenerne" finder alligevel deres egen måde at leve på planeten. Planeten har imidlertid én ekstremt vigtig ressource, melange, et krydderi, som på afgørende vis kan forstærke mentaliteten. Så derfor er Arrakis alligevel særdeles attråværdig, og Hakonens-slægten har indtaget magten på planeten og gør, hvad de kan, for at holde urbefolkningen nede og går allerhelst efter at udrydde dem fuldstændigt.

De sidste rester af en af de mere betydningsfulde slægter i universet, Atreides, er blevet bedraget og befinder sig nu skjult på planeten, mor og sønnen, Paul. De er kommet i kontakt med fremenerne i håb om at blive godtaget som deres medspillere. Det lykkes, og efterhånden indtager de hver for sig nogle meget centrale, ledende roller i kampen mod Hakonens-befolkningen.

Religiøse paralleller
I dette spiller det religiøse en afgørende rolle. Der er nemlig hos fremenerne en betydningsfuld mængde såkaldte "fundamentalister", som tror på profetiske udsagn og forventer en "messias". Og skridt for skridt ses Paul Atreides mere og mere som denne messias, som kan redde planeten og urbefolkningen. Med en vis modvilje påtager han sig rollen mere og mere, og magter også at få vendt situationen på planeten, så fremenerne overtager styringen af planeten.

Det religiøse perspektiv er interessant, men føles langt på vej som en ganske problematisk underklang i det hele, som noget der nede på bunden er sat i værk af magtbegærlige personer. Således fremtræder Pauls accept af messias-rollen ikke videre sympatisk. Som en af mine medseere sagde: Paul fremtræder som en form for anti-Aragorn, altså Aragorn fra Ringenes Herre. Hvilket på en måde også kan bekræftes af det forhold, at Tolkien ikke brød sig om bogen, da han læste den.

Når filmen ikke greb mig med samme begejstring som 1’eren skyldes det mest af alt, at den i mine øjne sprang for hurtigt fra flise til flise. Den bevægede sig mere og mere i det storladne, svulstige toneleje, både bogstaveligt og fortællingsmæssigt. Mellemspillene manglede. "Den bliver for ensformig i sin dundrende iscenesættelse," som anmelderen i Berlingske Tidende skriver.

Men selvfølgelig venter jeg med spænding og glæde på 3’eren ...

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---