Du forsvinder

Af: Carsten Riis Jensen
Er mennesket ren kemi, eller består vi af mere end det? Film om en respekteret skoleleder, der får en hjernesvulst og begår underslæb.

ER MENNESKET REN KEMI?

Instruktør Peter Schønau Fogs film "Du forsvinder" er rigtig interessant og tankevækkende, både fordi den udforsker et lidt anderledes tema, og fordi den afprøver nye filmiske virkemidler i form af en næsten "videnskabelig" fortællerstemme.

Filmen bygger på forfatter Christian Jungersens roman af samme navn, og den handler om en mand ved navn Frederik, hvis liv forandres, da han får en svulst på hjernen. Han er skoleleder, respekteret og værdsat af bestyrelse og elever, men en dag bliver det opdaget, at han har begået underslæb for 12 millioner.

Det kommer som en chok – og så alligevel ikke. For Frederik har igennem en del år været præget af førnævnte hjernesvulst, og spørgsmålet er, om svulsten har påvirket hans hjerne og personlighed i en sådan grad, at han ikke blot var utilregnelig men simpelthen var et andet menneske i de år?I løbet af filmen følger vi retssagen mod Frederik, og vi får igennem en lang række flashbacks indblik i hans liv med sin kone og sine børn og følgerne af såvel hjernesvulsten som livet efter operationen, hvor svulsten fjernes.

Hele vejen igennem filmen forholder hovedpersonerne sig udelukkende til mennesket og til menneskets liv som et resultat af kemiske reaktioner. Kroppen er ren kemi, og hjernen beskrives som det, der gør et menneske til et menneske.

Jungersens roman er opbygget på den måde, at der ind imellem kapitlerne er sider med fiktive fotos, leksika opslag om hjernen, udtalelser fra lægevidenskaben, osv. Dette er i filmen overført på den måde, at der dels er en fortællerstemme (Frederiks hustru, spillet eminent af Trine Dyrholm), og dels at der under retssagen er læger og psykiatere, som udtaler sig.

Konsekvenserne af dette menneskesyn
Som jeg ser det, handler filmen om konsekvenserne af den forståelse, at mennesket er ren og skær kemi. Samtidig handler filmen også om, hvorvidt en person bliver en anden person, når hjernen skades. Og endelig handler den om, hvorvidt en person kan kendes skyldig for en forbrydelse, hvis man var utilregnelig … ja, egentlig, hvis man var et helt andet menneske, da forbrydelsen skete.

Det postuleres flere gange i filmen, at hvis hjernen påvirkes af fx en tragisk hændelse eller et trafikuheld, så kan visse områder i hjernen svækkes, mens andre styrkes, og dermed fremstår personen som et andet menneske. Og spørgsmålet er jo så, om Frederiks førnævnte forbrydelse overhovedet kan straffes, hvis han nu - under retssagen - er et andet menneske, end han var dengang?

I løbet af filmen følger vi de to, Frederik og hans hustru Mia. Vi følger især, hvordan Mia efter konstateringen af Frederiks hjernesvulst kommer med i en støttegruppe, hvor ægtefæller til andre med lignende skader mødes og især bruger meget tid på at læse om kroppen og hjernen.

Mia bliver meget påvirket af denne gruppe og af det syn på mennesket, som er fremherskende her – nemlig at hjernen ér mennesket, og at hjernen kan opfatte ting, som ikke er der, og at hjernen udfylder de blanke huller i vores erindring.

Sideløbende med Frederik og Mia følger vi også en mand fra støttegruppen, som ender med at blive Frederiks forsvarsadvokat – og Mias kortvarige sidespring/elsker. Det er her, i samspillet mellem Mia og forsvarsadvokaten, at vi i høj grad ser konsekvenserne, hvis mennesket opfattes som ren kemi. Da de to er på vej ind i en affære med hinanden, undskylder de åbenlyst med, at eftersom livet er ren kemi, så vil det være efter naturens orden, hvis der sker noget imellem dem. De bruger det som "undskyldning" eller forklaring på, at det er okay, at de indleder en affære.

Bordet fanger
Heldigvis stilles der i filmen også spørgsmålstegn ved rigtigheden af dette – eller i hvert fald stilles der skarpt på de sørgelige konsekvenser ved dette menneske- og livssyn.

I løbet af filmen hører vi som nævnt Mias stemme, som fortællerstemme. Hun deler den viden, hun får i støttegruppen, med os som tilskuere. Hun erhverver sig en viden, som hun deler med os, og som forklarer filmens 10 minutter, hvor hun i høj grad selv mærker konsekvenserne. Uden at afsløre for meget af handlingen kan jeg sige, at hun kommer i tvivl om det, hun oplevede igennem Frederiks sygdomsforløb, virkelig var rigtigt. Eller om hendes hjerne præsenterede hende for et billede af begivenhederne, som ikke passede – og som bestod i, at hjernen udfyldte blanke huller i hendes erindring af begivenhederne.

Ånd, sjæl og legeme
Det er befriende, at der opstår denne situation i slutningen af filmen, for dermed fremstilles netop udfordringen ved forståelsen af mennesket som ren kemi. Hvad der jo i dén grad mangler, er en forståelse af, at mennesket både er legeme, ånd og sjæl. At vi fx har en samvittighed, som er givet os af Gud. En samvittighed, som ikke er ren kemi. Og at det, der definerer os, ikke er kemien i vore hjerner, men den livsånde, Gud har blæst i os, og det faktum, at vi er skabt i Guds billede. At vi er åndelige og sjælelige væsener.

Som sådan giver filmen i høj grad noget at tale om bagefter, netop fordi den – synes jeg – fremstiller de sørgelige konsekvenser af førstnævnte menneskesyn, hvor ånd og sjæl (og Gud) udelades.

---