Druk

Af: Henrik Højlund
Filmen er tidvis underholdende, men den stritter i flere retninger og mister til syvende og sidst retningen. Det er, som om den ikke ved, hvad den egentlig vil.

HYLDEST TIL DANSK DRUKKULTUR? 

Thomas Vinterberg har lavet virkelig gode film gennem årene. "Festen" – som er en af mine yndlings – Submarino, Jagten og den lidt underkendte Kursk. Hans nyeste hedder "Druk". Den havde fået plads i årets Cannes-konkurrence, som ligesom alt andet blev corona-lukket.

Med Cannes-stemplet på sig forventede jeg noget stort igen fra Vinterberg. Jeg tilstår med det samme, at jeg blev skuffet. Ikke sådan at forstå, at filmen er et rent vildskud. Den er tidvis stærkt underholdende. Mads Mikkelsen i hovedrollen er igen fremragende. Og jeg var også trefjerdedel undervejs tæt på begejstret. Men så landede den på en måde, som efter min mening gav den en noget vattet og vag karakter.

Den lægger ud som komedie. Vi følger fire gymnasielærere, som også har et vist privat venskab. Mads Mikkelsen spiller historielæreren Martin. Han er øjensynlig for længst nået til lærergerningens middagshøjde og synes at have mistet gnisten. Også ægteskabet ligner et gnistløst liv.

En halv promille for lidt
Martin mødes med sine tre kolleger og venner til en fødselsdag. En af dem refererer på et tidspunkt til den norske psykolog Finn Skårderud (der ikke er et opdigtet navn!), som har et udsagn om, at mennesket måske har for lidt alkohol i blodet, rundt regnet en halv promille for lidt. Venneflokken får den skøre idé at lave et eksperiment med det og altså drikke sig op på en halv promille i det daglige liv.

Det viser sig at være et meget effektfuldt løft for deres lærergerning. Martin bliver således pludselig en højst kreativ og inspirerende lærer. Også i ægteskabet sker der positive ting. Men flokken udvider eksperimentet til at handle om en hel promille. Nu flyver tilværelsen nærmest for dem. Men bagsiden begynder også at melde sig. I form af alkoholisme for den enes vedkommende og ægteskabsproblemer for nogle af de andre.

Tankevækkende skift til tragedie
Filmen skifter fra komedie til tragedie. Skiftet klæder filmen meget. Fra en tidvis meget sjov, men også lidt ligegyldig og træls alkohol-positiv komik får den en meget stærkere tone af livsalvor, som sætter det komiske i relief på en fin måde. Der udspiller sig f.eks. et fint tankevækkende møde i det fortabte ægteskab mellem Martin og hans kone, Anika.

Så længe filmen kørte i komediesporet, lo publikum i biografmørket tit og ofte. Jeg hørte sågar folk bag mig af og til hviske om lignende erfaringer med alkohol. Filmen bekræftede altså den danske drukkultur. Men da tragedien melder sig, standser latteren. Filmens budskab synes uafvendeligt: Alkohol er kun symptomdæmpende for livskriser. Når krisen for alvor kradser, skal der helt andre boller på suppen. Og tragedien bliver for alvor mørk, da den ene af de fire venner dør. Men så vender filmen minsandten endnu engang. Fra tragedien til noget, der måske skal forestille at være en slags modus vivendi, en gylden middelvej. Også med hensyn til alkoholforbruget. Moderat forbrug – så skal det nok gå.

Dansk europarekord
Og ja, det er jeg sådan set ikke uenig i. Selvom jeg nok synes, at det moderate forbrug er en temmelig åbenlys hyldest til det, der i realiteten er den danske ungdoms begrædelige Europarekord i alkoholforbrug.

Men jeg synes, at filmen mister styrke og troværdighed. Den flader ud i et mærkeligt ligegyldigt midterspor, hvor den forsøger at sige ja til både komedien og tragedien, men ikke rigtig fanger nogen af delene. "Druk" stritter i flere retninger og bliver til syvende og sidst retningsløs. Det er, som om den ikke ved, hvad den egentlig vil.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---