Drageløberen

Af: Henrik Højlund
Af: 07
Den afghanske dreng Amir er med i en drageflyvningskonkurrence i Kabul sammen med vennen Hassan. Den unge Amir og hans far flygter til USA, men Amir kommer som voksen til Kabul igen.

Den afgansk-amerikanske forfatter Hosseini bragede for et par år siden igennem med debutbogen Drageløberen. Bogen har gået sin sejrsgang verden over. Og det med fuld ret efter undertegnedes mening. Det er en fuldstændig vidunderlig bog om den afghanske dreng Amirs skæbne fra barndommen i Kabul til flugten til USA og derfra tilbage igen til Afghanistan på en tur, som handler om offer og forsoning i forhold til fortiden.

Her skal ikke afsløres mere af historien. Den har blandt andet sin styrke i en handling, som med jævne mellemrum skifter i overraskende og dramatisk retning.

Bogen er en sjældent tilfredsstillende læseroplevelse. Man er på fra første til sidste side i en historie, som i et til dels meget fremmedartet miljø handler om de samme grundlæggende temaer, som enhver menneskelig historie handler om: venskab, kærlighed, had, forræderi, frygt, mod, tilgivelse, offervilje, forsoning.

Naturligvis må man i biografen for at se Marc Forsters filmatisering af bogen. Navnet Marc Forster gav grund til at håbe på et nogenlunde vellykket resultat. Han stod for den meget fine film "Finding Neverland". Men det er svært at holde sig helt fri af en skepsis: En så fremragende bog kan umuligt nå samme højde på lærredet.

Og så gør den det minsandten. Filmen forløser bogen fuldstændig. Det er længe siden, jeg har set en bog så fantastisk forløst som film. Ringenes Herre bliver mit bedste, seneste bud.

Alt lykkes i filmen. Bogens af gode grunde langt større detaljerigdom overføres fuldstændig ubesværet til billedets på én gang forkortning og forenkling og magi. Et enkelt blik, nogle få sætninger, et ansigt, en gestus kan gøre det ud for mange sider i en bog. Det er det, der lykkes her. Filmen skaber på to timer en lige så stærk, sammenhængende og overbevisende historie som bogen.

Skuespillet er lydefrit, både børnenes og de voksnes. Så vidt jeg kunne se, var der ikke ét kendt ansigt på lærredet. Alle mestrede øjensynlig afghansk, som det meste af dialogen også foregår på. Miljøtegningen fra Afghanistan virker helt igennem troværdig.

Religiøs fromhed spiller en rolle i historien. Men vel at mærke med muslimsk afsæt. Det er tankevækkende at møde et så ægte udtryk for Guds nåde og barmhjertighed, forenet med nødvendigheden af menneskeligt offer og forsoning – i en anden religion. Det siger noget om, at kristendommen ikke har monopol på disse temaer. De berører grundvilkår i tilværelsen. Selv det med Guds barmhjertighed findes som længsel og håb og tro i andre religioner. Egentlig bør det ikke forundre. Vi har det selv fra jødedommen, fra Israels tro, som grundlæggende ikke er en anden religion end kristendommen. Og ethvert menneske på denne jord har samme historie med sig i bagagen: Den ubeskriveligt lykkelige Paradistilværelse ansigt til ansigt med Gud, som gik tabt, og tabet har lige siden siddet i mennesket som det dybeste af alle traumer, med uudslukkeligt håb om Guds nåde og et genåbnet Paradis. Derfor er der ret beset kun én forskel på al religion: Kristus. Han er den ene, store forskel.

Og husk lommetørklædet, for det er en historie, der bevæger stærkt.

---