Dræb ikke en sangfugl

Af: Johan Schmidt Larsen
Gregory Peck er formidabel i rollen som advokaten Atticus Finch, der forsvarer en sort mand, som er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde.

DRAMA I SORT-HVID
Handlingen foregår i en støvet sydstatsby under depressionen. En hvid kvinde anklager en sort mand for voldtægt. Selvom han er åbenlyst uskyldig, er udfaldet af retssagen så indlysende, at ingen advokater er interesseret i at forsvare ham – med undtagelse af hædersmanden Atticus Finch, en af byens mest respekterede borgere. Hans medfølende forsvar og kampen for menneskeværd og retfærdighed skaber respekt og beundring hos hans to børn Jem og Scout, men skaber en hadsk stemning hos mange i den hvide befolkning.

Filmen er ikke bare et drama om en svunden tid. Den er også et stemningsmættet tidsbillede af en lille sydstatsby i 30erne. En tid hvor raceadskillelsen stadig er i fuldt flor, og hvor en hvid mand risikofrit kunne tillade sig at kalde en voksen sort mand for "boy" og en hvid forsvarsadvokat for "niggerlover".

Det også værd at bemærke, at filmen er flot optaget i sort-hvid i 1962, hvor farvefilmen allerede for flere år siden havde holdt sit indtog. Samtidig er 1962 året, hvor University of Mississippi blev hjemsted for nogle af de værste raceuroligheder i Amerikas nyere historie, da den sorte student James Meredith blev optaget på den højere læreranstalt med hvid dominans. Dermed blev filmen også en aktuel replik ind i datidens debat om racisme.

Filmen bæres i høj grad af en Gregory Peck i topform. Rollen som den regelrette enkemand og advokat er som skabt til Peck. Han modtog da også fuldt fortjent en Oscar for sin flotte præstation. De tre børneskuespillere gør det også særdeles godt, mens Phillip Alford og Mary Badman særligt brænder igennem som sønnen Jem og datteren Scout. Desuden ses den unge Robert Duvall i sin debutrolle som den mystiske nabo Boo Radley, der dels har et handicap, og dels har en voldelig fortid, men som mod alle odds bliver børnenes redningsmand.

Filmens styrke ligger ikke blot i historien om racisme og portrættet af forsvarsadvokaten og hans lille familie. Den er fyldt med etiske overvejelser og har en masse fine dramatiske detaljer. Sideløbende med hovedhistorien følger vi børnenes leg og deres voksende erkendelse af de voksnes fordomme og undertrykkelse af den sorte befolkning. Filmens handling ses gennem pigen Scout's øjne, der som voksen ser tilbage på barndommens dramatiske hændelser. Desuden fremstår selve retssagen særdeles medrivende. Her skal man særlig lægge mærke til, at advokatens to børn er placeret blandt de sorte tilhørere, der er forment adgang til selve retssalen, og som derfor er placeret på balkonen bagerst i lokalet.

Filmen er baseret på Harper Lees roman af samme navn, som hun modtog pulitzer-prisen for, mens manuskriptet blev belønnet med en Oscar til Horton Foote. Filmen er produceret og instrueret af makkerparret Alan J. Pakula og Robert Mulligan og er den første af seks film, som de lavede sammen. Filmen er et skoleeksempel på en meget vellykket filmatisering af en kendt roman.

---