Drabet

Af: Astrid Ravn Skovse
Dørene lukkes én for én bag Carsten, efterhånden som han vikles længere og længere ind i løgnen …

Per Flys afsluttende film i Danmarkstrilogien, Drabet, har høstet roser hos et i sjælden grad enigt dansk anmelderkorps. Med behandlingen af komplekse eviggyldige temaer som skyld, ansvar, valg, kærlighed og retfærdighed situeret i middelklasse-Danmark, går den tæt på sit publikum og udfordrer til at tage stilling til en lang række spørgsmål, der langtfra er nemme at finde svar på al den stund, at de er indlejret i den almenmenneskelige livspraksis.

Drabets essens er den insisterende undersøgelse af menneskets skyld i eksistentiel forstand: at vi skylder hinanden livet, og at vi skylder os selv at se sandheden i øjnene om de valg, vi har truffet. Filmens hovedperson, den midaldrende gymnasielærer Carsten, docerer fra sin trygge stilling bag katederet om vigtigheden af at tage stilling til livet og den måde, vi vil navigere i samværet med andre mennesker på. Eksemplificeret i hans gamle tilhørsforhold til yderliggående kommunistiske 60'er bevægelser samt et indblik i en undervisningstime lader filmen ingen være i tvivl om Carstens holdning til solidaritet og retfærdighed, i hvert fald ikke så længe, han får lov at blive i de højere teoretiske luftlag.

Da nettet strammes og hans unge elskerinde Pil (Carstens sidste forbindelseslinje til resterne af hans egen ungdom) under en mislykket hærværksaktion begår overlagt politimord, begynder de før så klare begreber imidlertid at vakle. Ude af stand til at se sit eget lidet heroiske behov for Pils tilstedeværelse spinder Carsten sig selv længere og længere ind i selvbedrag og undladelsessynder, forklædt som sandhedens kamp mod systemet. Han holder hånden over en morder, samtidig med at han tordner mod statens postuleret morderiske engagement i våbenfremstilling. For at holde dobbeltmoralens skærende skrig ude må han lukke øjne og ører godt og grundigt til, ikke se bjælken i sit eget øje, da den ville forhindre ham i at kæmpe mod splinten i broderens.

Skønt det er Pil, der fra starten er den skyldige, overtager Carsten med sin insisteren på løgnen uden at (ville) vide det denne byrde. Han fanges i en eskalerende lavine af menneskelig tragedie, da den dræbte politimands enke tager sit eget liv som konsekvens af hærværksgruppens tavshed om, hvem der stod for drabet - en tavshed, Carsten er den endelige fremtvinger af. Filmen er nådesløs i sin dom over den mand, der får lov at smage sin egen beske medicin: som voksent menneske er man ansvarlig for sine handlinger og disses konsekvenser, og derfor lukkes dørene én for én bag ham, til han afslutningsvis står nøjagtig så fri og alene, som han i starten higede efter.

Carstens største livsløgn er nemlig hans tro på den enkeltes ret til "personlig frihed". Frihed for forpligtelser, for vanetænkning, materialisme, forstillelse og tilbudsaviser. Med tydelig symbolik indledes filmen med billedet af Carsten, der med sin paraglider flyver over havet: han søger det ubundne, det ubegrænsede, men er ude af stand til at erkende, at vi som mennesker, som sociale væsener, er vævet ind i sammenhænge og relationer, og at alle valg, vi træffer, har konsekvenser for de mennesker, vi er forbundne med. Vi er på godt og ondt forpligtede over for vores omverden af alt det, vi skylder hinanden: kærlighed, respekt, omsorg. Med til dette hører viljen til ærlighed, til at erkende en brøde, den være sig så stor som et drab eller så lille som et hårdt ord i et skænderi. Kan man sige undskyld, kan man også tilgives, men Carsten føler intet behov for (eller har snarere ikke mod til) at erkende sine fejl og undskylde over for verden og allermindst over for sig selv, og derfor efterlader filmen ham rådvild og ensom.

I sin paraglider er han som sagnets Ikaros, der glemmer, at han er et menneske og i sin insisteren på det ubegrænsede flyver for tæt på solen, hvilket sender ham i havet. Også Carsten har begivet sig ud på dybt vand, og måske kan han med tiden erkende sine begrænsninger og stige op til et nyt liv.

Filmen giver dog ikke sine tilskuere meget håb derom. Den er strengt konsekvent i sin insisteren på den enkeltes ansvar, også for at tage sin skyld på sig og bede om tilgivelse, men måske er det netop dén egenskab, der gør den væsentlig og vedkommende. Som tilskuer føler man sig udfordret til at se på sit eget liv med åbne, ublændede øjne og erkende afhængigheden og nødvendigheden af den anden, de andre, dem vi skylder vores eksistens som levende og elskende mennesker.

Kilde: Til Tro nr. 5/2005

De andre film i trilogien er Bænken og Arven.

---