Downton Abbey: En ny æra

Af: Peter E. Nissen
Filmen er flot lavet med skønne scener og fine skuespilpræstationer. Men serien befinder sig nu på kanten af det trivielle. Det kan introduktionen af nye karakterer desværre ikke ændre på.

NOSTALGI I TOMGANG 

Tre år efter den sidste Downton Abbey-film får vi endnu en ny af slagsen. Det er den syvende film, som udspringer af den lange sæsonserie, som begyndte i 2010. Filmen følger den engelske aristokratiske familie Crawleys liv og deres ansatte på herresædet Downton Abbey i begyndelsen af det 20. århundrede. Denne gang er vi nået frem til 1928.

Filmen har to hovedhistorier, som løber parallelt: Den gamle komtesse Violet har arvet en villa i Sydfrankrig, som familien skal ned og inspicere. Ikke overraskende ligger der en gammel kærlighedsaffære bag med det drama i familien, der følger med. I den anden historie skal Downton Abbey danne ramme om en ny film, og et filmhold kommer ind og skaber turbulens på herregården. Det udfordrer endnu engang forholdet mellem herskab og tjenestefolk, og det giver en historisk ledetråd til tonefilmens gennembrud.

En presset handling
Filmen lider under, at der ikke har været nogen serie siden sidste film, og at vi derfor skal nå at komme rundt om alle karaktererne og deres udfordringer på to timer. Det betyder, at vi samtidig med de to hovedhistorier konstant går fra de forskellige små historier mellem karaktererne. Det skaber en overfladiskhed over filmen, som underbygges af den generelle ’happy ending’ i parforholdene til sidst. Kun den lille flirt mellem filminstruktøren Jack Barber og Lady Mary ender ikke helt som forventet.

Filmen er flot lavet med skønne scener og rammer. Den udbredte brug af droner giver en god dynamik mellem store vuer og de smukke lokaler i bygningerne. Skuespillerne gør det generelt fint, selvom deres manøvremuligheder i denne film reduceres i de små minutscener. Der er med andre ord lidt for meget af det gode.

Trivialitet og manipulation med historien
Serien har hele vejen igennem befundet sig på kanten af det trivielle. Der har været nogle spændende dramaer udfoldet undervejs, men det er, som om serien efterhånden har overlevet sig selv. Tilførslen af nye karakterer kan ikke opveje, at de gamle efterhånden har udspillet deres rolle, og jeg håber faktisk, at denne film bliver et punktum for serien. Det har den fortjent. Undertitlen antyder noget andet. Jeg frygter, hvor lavt konceptet kan synke, hvis man ikke stopper nu, mens legen er god.

Mit største problem med serien er dens manipulation af historien. Det 21. århundredes værdisæt presses ned over den, og det gør handlingen historisk usandsynlig. Den fremstår nærmest som en nutidig ønskedrøm af, hvordan forholdet mellem klasserne og kønnene kunne have set ud dengang, hvis de bare havde tænkt og indrettet sig, som samfundet overvejende gør det i dag. Dermed bliver filmen mere nostalgi end historie. Problemet med det er, at nogle seere sikkert vil tro, at handlingen er historisk troværdig. For eksempel er kristendommen endnu engang nærmest helt fraværende. Underligt bliver det især i forbindelse med en central dødsscene på godset, hvor man må formode at kristendommen og kirken ville have stået stærkere i 1920'erne.

Det er interessant at sammenligne "Downton Abbey" med danske historiske serier som "Matador" eller "Krøniken". Mens de danske serier (især "Krøniken") fremstiller historien som grundlæggende konfliktfyldt, falder "Downton Abbey" i den anden grøft ved at se historien nostalgisk. Ingen af delene er vist særlig troværdigt. Jeg håber, vi kan få flere historiske serier i den balancerede ende i fremtiden.

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.

---