Dovlatov

Af: Christoffer Winther West
Et periodedrama om den russiske forfatter Sergei Dovlatov, er præcis lige så fængslende som forventet - især hvis man er til stor russisk litteratur.

PROCES ELLER STILSTAND? 

Filmen "Dovlatov" handler om den anerkendte russiske forfatter Sergei Dovlatov i en periode på seks dage, inden han forlader hjembyen til fordel for Tallinn. I løbet af filmen møder vi flere fra det kunstnermiljø, han færdes i og ser, hvordan de arbejder med, men oftest imod et regime, der ikke tåler frie tanker. Filmen foregår under den kolde krig og handler helt og aldeles om livet bag jerntæppet, men det er ikke en heroisk film om en antikommunistisk frihedskæmper. Tværtimod er det et stille bekendtskab med virkelige og dybe personer. Filmen holder ikke seeren i hånden, så det er derfor en fordel  at have et grundlæggende kendskab til russisk litteratur, inden man ser filmen.

Jeg tænker, altså eksisterer jeg
Filmen er godt lavet, også selvom det er tydeligt, at den ikke har et stort budget. Den skildrer en grå og kold verden, som man desværre ofte godt kan se, ikke er optaget i minusgrader. Det er dog ikke et stort problem, da filmen er et kærlighedsbrev til russisk litteratur og kunst og derfor har sine styrker i manuskriptet. Her fungerer den overbevisende godt, ikke fordi den er organisk og skaber levende portrætter, men fordi den er stiv, stille og poetisk på en tung måde, der leder tankerne hen på Tolstoj og Dostojevskij.

Et surrealistisk bureaukrati
I starten af filmen går Dovlatov rundt og interviewer nogle fabriksarbejdere, der spiller rollerne som russiske kulturelle helte i en lokal filmproduktion. Her præsenterer han på et tidspunkt sig selv som Franz Kafka, hvilket må siges at være noget af en forud gribende detalje for filmens handling og forløb. Dovlatov sidder ligesom fast i en tilværelse, hvor han er splittet imellem at lave stor kunst, og samtidig være i kommunismens knugende mentale jerngreb. Hvor Josef K. i Franz Kafkas roman Processen kæmper en indre moralsk kamp om at forlade sin spidsborgerlige tilværelse, så er Dovlatovs dæmoner som sådan ikke indre vogtere, men snarere et system, der undertrykker og udsletter. Det ændrer dog ikke på, at de begge kæmper den samme moralske kamp - hvad enten fjenden er indeni eller udenpå. Og det ændrer sådan set heller ikke på, at Processen er en fremragende allegori for den helt umulige tilværelse, Dovlatov lever.

En film der ikke er for alle
Alt i alt er "Dovlatov" en udmærket film. Den er meget lang og tænksom, og hvis man skal nyde den, så skal man interessere sig for forfatteren Dovlatov og russisk litteratur generelt. Personligt ville jeg aldrig sætte den på en fredag aften, og min kone ville være faldet i søvn allerede inden introteksten var færdig med at løbe over skærmen. Ikke desto mindre kan den noget, og hvis man tilhører den rigtige målgruppe, vil man nyde dens stille bekendtskab. Filmen får tre stjerner, hvilket er flere end de fleste ville give den, men for den snævre målgruppe er den ualmindelig meget mere værd.

Set på Netflix.

---