Dolly Parton's Christmas on the Square

Af: Anette og Jørgen Hedager Nielsen
En underholdende julemusical af Dolly Parton med hende selv i rollen som engel. Det er den kendte historie om en kold sjæl, der skal komme på andre tanker, så det bliver en glædelig jul for alle.

DOLLY PARTONS JULEEVENTYR 

Vi har set en underholdende og meget sød julemusical med en lang række nyskrevne sange. Handlingen følger årtiers uskrevne regler for, hvordan en julefortælling skal forløbe. Vi dumper ind i en lille by, hvor små butikker er samlet omkring byens torv (engelsk "sguare" - deraf titlen). Alt ånder idyl, indtil en stor Mercedes ruller ind, og filmens skurk, Regina Fuller (Christine Baranski) begynder at dele opsigelser ud til alle. Hun ejer hele byen, men har solgt den, fordi der skal bygges et kæmpestort indkøbscenter. Og det sker lige før jul. Hvordan kan hun være så kold, at hun kan få sig til det? Vi skal ikke røbe slutningen, men undervejs rejser der sig en modstandskamp mod Regina. Den er anført af præsten Christian og har sit centrum i kirken. En engel (Dolly Parton) spiller en central rolle ved at dukke op mange steder.

Typisk juleeventyr
Det er ikke en realistisk film. Meget har præg af de regler, der findes for at fortælle eventyr: at en kold sjæl, skal komme på andre tanker, så alle kan være glade til jul. Scenografien minder visse steder mest om en teaterscene. Visuelt har filmen præg af gamle dages romantiske og overlæssede julekort, og englen ligner en karikatur fra folkereligiøsiteten. Kan man ikke acceptere disse forudsætninger, så går det galt. Det vidner flere meget negative amerikanske anmeldelser om.

Gode pointer
Men kan man acceptere forudsætningerne, så vil man opleve en velproduceret film med flere gode eksistentielle og til dels også kristne pointer. Der er noget om ikke at dømme, før man kender baggrunden. Der er noget om ikke at lade sin fortid bestemme over nutiden. Der er noget om sammenhold. Og noget om ikke at finde sig i uretfærdighed. Der er også noget om tro og om bøn, og så er der ikke mindst noget om barmhjertighed og tilgivelse.

Det vil være for meget at sige, at det er en kristen forkyndende film, men der er antydninger. Det er en meget amerikansk film, også når det gælder de kristne elementer. For en luthersk kristen at se, er der rigeligt meget vægt på, at hvis bare vi tror inderligt nok, så får vi også det mirakel at se, som vi beder om. Men dette budskab er ikke påtrængende. En af replikkerne lyder: "Troen er den dør, som miraklet kan gå ind ad," og det kan der - rigtig forstået - være meget sandhed i.

Mangler og styrke ved filmen
Filmen viser, at den kristne tro kan skabe forsoning og tilgivelse, og at det nytter at bede. Det er fint, men der er også kritikpunkter. Dolly Parton-englen bærer mest præg af at være en terapeut eller psykolog, der arbejder efter Englenes håndbog, og så er hun også i stand til at udrette mirakler. Hun arbejder på eget initiativ, og der er ikke meget sendebud fra Gud over hende. Alligevel tager hun ikke imod tak, men siger, at hun er budbringer for en anden. Jesus nævnes ikke i filmen - kun "the big guy" - ham deroppe. En bibel kommer til at spille en central rolle. Ikke på grund at noget, der står i den, men fordi der med håndskrift står et vigtigt budskab på de første hvide sider.

Filmens styrke er Dolly Partons sange, som er flot og dygtigt fremført. Mange af sangene står stærkt i sammenhængen, og flere af dem kan få deres eget liv udenfor filmen. Der kan nævnes sangen You, hvor præsteparret hylder ægteskabet uanset, om drømmene går i opfyldelse. Bønnen A Fathers Prayer ved et sygeleje virker oprigtig. Og næsten sluttelig er sangen Forgive me et forventeligt indslag, der fremføres med ægthed.

Kan ses på Netflix.

---