Dogville

Af: Henrik Højlund
Filmen er psykologisk set mere medrivende end de fleste andre von Trier-film. Historiens knugende drama er slet ikke ueffent.

Tre år efter triumfen ved Cannes filmfestival med Dancer in the Dark var von Trier igen med i festivalen. Denne gang med filmen "Dogville". Flere filmkritikere (mon dog ikke især danske?) mente, at det var en klar forbigåelse, at han ikke vandt palmerne endnu engang.

Jeg kan dårligt have en ordentlig mening om det, da jeg mangler sammenligningsgrundlaget. (Jeg husker heller ikke, hvem der vandt det år). Men så meget tør jeg godt sige: Havde "Dogville" vundet, ville jeg mene, at det var en svag Cannes-årgang.

Ikke at "Dogville" er dårlig. Den er tværtimod interessant. Og på en vis måde også stærk. Men mest af alt synes jeg, at den er et interessant eksperiment. Med andre ord: Jeg synes ikke, at den er god som ren film betragtet. Den har mest sin berettigelse som eksperiment.

På en måde skulle eksperimentet være umuligt at få en rimelig film ud af. Von Trier har sat sig selv en umulig opgave. Dogville er navnet på en flække i USA, et lille, tæt landsbysamfund, men rent fysisk fremtræder byen og dens omgivelser kun på en form for scene, hvor huse, veje og sågar en hund stort set er tegnet med kridtstreger på scenegulvet. Vi skal altså forestille os resten. Menneskene er omtrent de eneste naturlige rekvisitter. Eksperimentet lykkes alligevel i nogen grad. Der går ikke lang tid, før man klarer sig uden den naturlige ramme og kompenserer for det med billeder på den indre skærm.

Man kunne endda mene, at der måske ligefrem kunne komme et ekstra stærkt fokus i selve historien uden de naturlige rekvisitter. Jeg forestiller mig, at det kan være én af ideerne med eksperimentet. Den rene historie, befriet fra alt udvendigt forstyrrende, befriet for enhver form for tilsløring af historiens mening. Jeg sad da også og ventede på denne effekt i en historie, som utvivlsomt har potentialet til et fortættet menneskeligt drama med links til store moralske og samfundspolitiske problemstillinger. Jeg synes imidlertid, at den helt store psykologiske fortætning i historien udebliver. Altså der hvor man kommer helt ud på det yderste af stolesædet og lever intenst med historiens figurer. Igen synes jeg, at von Trier demonstrerer den mangel, der for mig at se er hans store svaghed: at give sine film rigtig psykologisk troværdighed. Filmen gør flittigt brug af en fortællestemme, som – utilsigtet? – er med til at lægge en (næsten ironisk) distance ind i historien, så man hele tiden bremses i at rives afgørende med af dramaet. Vi fastholdes med denne fortællestemning, sammen med den demonstrative kapitelinddeling af historien, i en stærkt stiliseret form. Historien kryber således aldrig rigtig ind under huden på os.

Dog tilstår jeg, at jeg fandt "Dogville" psykologisk mere medrivende end de fleste andre von-Trier-film, jeg har set. Historiens tiltagende knugende drama er slet ikke ueffent. Historiens slutopgør står således temmelig stærkt.

Kort fortalt handler historien om kvinden Grace, som uforvarende kommer til Dogville på flugt fra ukendte forbrydere. Landsbyen tager meget tøvende imod flygtningen, med en enkelt undtagelse, Tom, som fra begyndelsen bliver hendes beskytter. Vi følger herefter Dogvilles langsomt voksende sympati for Grace, en sympati som igen aftager, for til sidst at blive til grum ondskab.

Grace-figuren har meget lighed med den kvindelige hovedrolle i "Dancer in the Dark". Begge repræsenterer i en vis forstand godheden i ren form. Og begge bliver ofre for menneskelig nederdrægtighed. Tillige kan man også i begge kvindelige figurer ane en slags Kristus-imitation. Alene navnet i Dogville: Grace! (Grace tilføjer så en dimension ved Kristus-imitationen, som ikke findes i "Dancer in the Dark": dommeren).

Historien spiller åbenlyst på flere betydningslag. Ét af dem er ret åbenbart flygtninge-problematikken. Men jeg tror, det ville være indsnævrende at forstå historien udelukkende langs den linje. Amerikanerne følte sig meget pikeret over det, de anså for renlivet antiamerikanisme. Det tror jeg også er for snæver en tolkning. Den er højst sandsynligt tænkt meget mere som almen civilisationskritik.

Jeg så ikke filmen, da den kom, og jeg fravalgte den ret hurtigt, da jeg i en større omtale læste om en særlig voldtægtsscene, som skulle være noget nær gennemspillet. Nu har jeg så alligevel set filmen og kan konstatere, at uden forhåndsomtalen af den scene ville jeg ikke have tænkt, at det var "ægte". Scenen var i sig selv ret tilsløret. Det dispenserer dog ikke fra en ubehagelig viden om noget, som, alene fordi det i indspilningsøjeblikket er virkeligt, også er moralsk forkasteligt.

Summa summarum: Hvad der kunne have været et enkelt, stærkt drama, bliver lidt for meget en overpædagogisk løftet pegefinger.

---