Dogma

Af: Jakob Holst
To faldne engle arbejder på at komme tilbage til himlen. Hvis det lykkes for dem, vil Gud ikke længere være fejlfri.

Den katolske instruktør Kevin Smith's film Dogma har vakt en del postyr i USA. Fra visse katolske kredse har der været protest-demonstrationer imod filmen, der har delt kristne mellem stor begejstring og dyb forargelse.

I filmen er to engle blevet smidt ud af himlen og dømt til at bo i Wisconsin. En dag hører de om et katolsk dogme, der gør, at de kan komme tilbage til himlen. Hvis det lykkes for dem, vil Gud ikke længere være fejlfri, og dermed vil grundlaget for verden forsvinde, og alt vil ophøre med at eksistere. For at forhindre dette kaldes kvinden Bethany til at stoppe englene. Bethany, der for længst har mistet troen og nu arbejder på en abortklinik, får til sin opgave hjælp af to profeter, en hidtil ukendt 13. discipel Rufus, der er udeladt af Bibelen, fordi han er sort, og en himmelsk muse. Muser optræder i græsk mytologi. Sammen skal de prøve at forhindre verdens undergang.

Som det fremgår af ovenstående, forsøger Dogma ikke at være specielt teologisk korrekt. Grunden til, at filmen har skabt så meget røre, er dog ikke manglen på teologisk korrekthed, men derimod at Smith konfronterer mange af de spørgsmål, han selv slås med som kristen. Det er fremstillingen af disse, der har skabt postyret, men samtidig gør filmen utrolig interessant.

Filmen stiller på ingen måde spørgsmålstegn ved Guds eksistens. Gud er meget konkret til stede i filmen. Det der tages op er tvivlsspørgsmål, samt måden kristendommen praktiseres på. F.eks. hvorfor dårlige ting sker (Bethany kan ikke få børn og bebrejder Gud), hvilket køn Gud er (i filmen optræder Gud både som mand og kvinde) og til stor provokation for katolikkerne stilles der spørgsmålstegn ved, om Maria var jomfru hele livet, som katolikkerne mener. Som Rufus siger det i filmen: "Mary having a virgin birth - now, that's a leap of faith. But a married couple NEVER getting it on? That's suspension of disbelief!"

Der er dog især to problemer, som vælges i filmen og skaber stof til eftertanke - også for protestanter. For det første, at den levende tro i nogle kirker er trådt i baggrunden til fordel for regler og ritualer - "you people don't celebrate your faith, you mourn it," lyder det i filmen. Og for det andet, at når vi begynder at praktisere kristendommen på en bestemt måde, ser vi kun den side af Gud og begrænser således Guds storhed. Noget vi alle sammen kan trænge til at blive mindet om. Filmen går dog så langt her, at åbenheden i troen bliver langt vigtigere end, hvad man tror. Det kan hurtigt ende i noget relativistisk rod.

Selv om kirken ikke fremstilles som perfekt i filmen, så slutter filmen med (denne afsløring ødelægger intet ved filmen), at Gud tager hjem ved at gå ind i en katolsk kirke. En klar tilkendegivelse af, at Gud trods alt er at finde her.

Som film er Dogma utrolig underholdende og tankevækkende, men dog bestemt ikke for alle. Nogle vil finde måden at arbejde med kristne emner anstødelig (det er lidt som "Life of Brian", dog med respekten for Gud i behold). Hele filmens stil kan i sig selv også være stødende for mange, og det har nok været med til at kaste brænde på bålet. Sproget er flere steder som South Park (what the fuck), og der er voldscener af Tarantino'ske (Pulp Fiction) dimensioner. En af englene er f.eks. en tidligere dødsengel, som stadig taler stolt om sine præstationer i Sodoma og Gomorra, som modsætning til nutidens simple pyromaner. En fortid han har ret svært ved at glemme, når han støder på åbenlyse syndere.

En af de store fordele ved denne stil er, at filmen henvender sig til en gruppe, der normalt er vanskelig at nå med et kristent budskab. Som det siges i filmen: "I beskæftiger jer kun med religion, hvis nogen laver en film om det." Så hvis du har en kammerat, der mere er til South Park end Kieslowski, så benyt dig af denne gode lejlighed til at få en snak om Gud og inviter vedkommende med i biografen.

---