Døde Poeters Klub

Af: René Brorson
Fornyelsen møder traditionen. Mennesket møder institutionen. En person overvejer midlerne, i stedet for at se frem mod resultatet.

CARPE DIEM - LEV I NUET
Døde Poeters Klub har gennem mange år stået i mit filmskab. Coveret har aldrig samlet støv. Denne gribende film om identitet og mødet med "den eneste ene" er mindst én gang om året et gensyn værdigt.

Filmen udspiller sig på Welton Academy, en drengeskole, i USA sidst i 50'erne. En skole med traditioner, der gennem årene har vist deres værd. Grundpillerne er tradition, ære, disciplin og dygtighed. Det var også grundpillerne, da dette skoleholds fædre gik på Welton, og det er noget, som de unge drenge forventes at efterleve.

Vi møder eleverne ved begyndelsen af endnu et skoleår. Der er glade gensyn, og der er mutte førsteårselever. Og så er der en ny lærer. En lærer som ikke underviser som de andre lærere. En lærer som ser den enkelte elev og de behov, han har for at kunne udvikle sig. En lærer som ønsker at gøre eleverne til hele mennesker og ikke bare terpede produkter af støvet og gold undervisning.

Robin Williams spiller rollen som fornyelsens banebryder, John Keating. Han spiller fantastisk! Da han i sin tid gik på Welton var han medstifter af en klub, som jævnligt mødtes i en forladt grotte for at citere engelsk poesi og hvad deraf følger …

Med sin tilgang til eleverne tænder Keating en glød i drengene. En glød som efterhånden næres af spirende håb og drømme om kærlighed, karriere, frimodighed og selvværd. Eleverne finder i grotten ind til deres indre - et indre, som alt for længe har været kapslet inde af forældrenes og skolens massive forventningspres baseret på de fire grundpiller.

Naturligvis får Keatings utraditionelle læringsmetoder og personlige forhold til eleverne konsekvenser. Store dele af lærerstaben, rektor og enkelte elever har det bedst med det sikre og velkendte. De ved, hvad de har, og har absolut ikke fantasi til at forestille sig, hvad de vil få, hvis de hopper med på den moderne vogn.

John Keating er omdrejningspunktet og bærer hovedhandlingen. Omkring ham udspiller der sig adskillige af hverdagens både små og store dramaer.

Som sagt gør Robin Williams en fremragende indsats. Også blandt de acceptsøgende, unge mænd er der store skuespilpræstationer - særligt rollerne Neil, Todd og Charlie brager igennem. Et forældrepar skiller sig også markant ud. Man kan ikke andet end hade Neils far, som er en dominerende og ærgerrig far, der på ingen måde formår at formidle sin kærlighed til sønneke. Det drukner alt sammen i forventninger og disciplin.

Jeg skal ikke her afsløre de forskellige konsekvenser, men vil blot tilslutte mig Keatings læresætning nr. 1: Carpe Diem. Grib chancen og se filmen, der trods et produktionsår sidst i 80'erne stadig er langt mere vedkommende og aktuel end den triste kopifilm "Mona Lisa Smile" fra 2003 med Julia Roberts i hovedrollen.

---