Djævelens advokat

Af: Leif Andersen
Kevin Lomax har aldrig tabt en retssag, men da han bliver ansat ved den dæmoniske John Milton, bliver livet et mareridt.

Advarsel: Indeholer spoilere

Handling
Kevin Lomax (Keanu Reeves) er  en ung, succesrig forsvarsadvokat fra en provinsby i Florida. Han har aldrig tabt en retssag. Det lykkes altid Lomax at overtale juryen med sin charme og logiske sans. Han tilbydes derfor et drømmejob i et stort advokatfirma i New York. Her møder han firmaets karismatiske leder John Milton (Al Pacino), der giver ham et tilbud, han ikke kan afslå. Milton tilbyder Lomax og hans smukke kone (Charlize Theron) en kæmpelejlighed og masser af penge. Men Kevin påvirkes kraftigt af sit nye liv. Succesen går ham til hovedet og sætter hans ægteskab på en hård prøve, og snart begynder hans liv at forandre sig til et mareridt. Filmens ekstramateriale giver i øvrigt nogle korte, supplerende beskrivelser af, hvem John Milton og Djævelen er, en kort forklaring af ordet "synd", samt en gennemgang af den katolske forståelse af de syv dødssynder.

------

Arrgh!
Hvad stiller man op med en film som "Djævelens advokat?" Kan man anbefale den? – Det er sandelig ikke så let at sige ...

Jamen, hvad er problemet?

At den handler om Djævelen og hans fristelser?
Næh. Det er faktisk ramt lige på kornet. Filmen skræller kynisk al facade og al falskhed af jetset- og rigmandsverdenen. Til sidst står den afsløret som et afskyeligt maskespil: penge, magt, forfængelighed, hovmod, hor. Ingen puritansk vækkelsesprædikant kunne gøre det bedre.

Der var så meget forskelligt lige i den film, der kunne være udnævnt til at være Djævelens yndlingsfristelse – men her er det forfængeligheden, der er kongesynden. Og det passer jo forfærdelig godt med Bibelens skildring af selvretfærdigheden og æresygen som selve ursynden, meget værre end alle udskejelserne.

Og da John Milton kaster masken til sidst og springer ud som den skinbarlige Satan, står de bibelske pointer (såvel som de mere diabolske) nærmest i kø, lige til at plukke. "Hvem kan, ved deres fulde fem, benægte, at det 20. århundrede tilhørte mig, helt og holdent?!"

Spiller de dårligt?
Overhovedet ikke. Joeh, altså lige Keanu Reeves har aldrig været min kop te. Men her har et pænt fjæs og en flot krop med tredjerangsskuespil altså filmens ene hovedrolle: det unge advokatgeni Kevin Lomax. Her kunne der være castet så langt, langt bedre.

Men ellers: Al Pacino først og fremmest; han er formidabel! Som altid. Man skulle næsten tro, han har dæmoniske gener et eller andet sted i sin arvemasse. Han har den anden hovedrolle: superjuristen John Milton (med fiks hentydning til 1600-tals-forfatteren John Milton, skaberen af Paradise Lost). Tungen spiller mellem læberne og smutter ind og ud, så man næsten venter at se den dele sig som en slanges. Og hans afsluttende, vrængende raseri mod Gud virker ligefrem – jaeh, menneskeligt. Han blev nomineret til MTV Movie Awards pris for bedste skurk ... Charlize Theron er (som næsten altid) umanerlig smuk og charmerende som Lomax’ hustru Mary Ann. Og spiller endda rimeligt. Connie Nielsen er også okay som den kølige og kødelige Christabella Andreoli.

Selv sådan en lillebitte rolle som den ufikse teenager Barbara allerførst i filmen er hamrende godt spillet: Hun er misbrugt af Lomax’ klamme klient, den ækle matematiklærer med de fugtige læber og de dirrende, klæbrige hænder. Og hun spiller den skælvende og bange skolepige, som gjaldt det livet. Fantastisk troværdigt.

Men er fortællingen da dårlig?
Bestemt ikke. Selv om plottet ikke kan siges at være totalt uforudsigeligt, og dogmatikken er hjemmestrikket og umulig, så er der så mange overraskende detaljer, at det nok kan holde selv forhærdede filmfreaks i ånde. Da Christabella til sidst stiller sig nøgen i korsfæstelsespositur og hvisker "Hvem er jeg?", er referencen ikke til at tage fejl af: Djævelens datter efteraber Guds søn. Og spotter ham.

Der er endda plads til nuancer, selv om de ikke ligefrem fylder alverden: Enkelte i Miltons univers er hverken slibrige monstre eller vildt smukke og succesrige, men er jævne og lidt kedelige mennesker – men viser sig ikke desto mindre at være Djævelens besatte tjenere.

Og jo mere Milton/Djævelen vræler ad Gud ("Tilbede ham?! – Aldrig!!"), jo mere får man lyst til at gøre præcis det: tilbede Gud. Ikke dårligt.

Er den filmet dårligt?
Heller ikke. Nuvel, billederne skriver ikke filmhistorie; men de er okay og sommetider mere end det. Gode vinkler, fine uhyggesekvenser med jagende skyer og ildevarslende lydside osv. Special effects er bestemt så gode, som man overhovedet kunne lave det i en film fra 1997.

En fuldstændig tom boulevard, i flere sekunder ikke en bil så langt øjet rækker en tidlig morgen i New York – det er mere virkningsfuldt end alverdens special effects (og var vistnok næsten umulig at gennemføre i praksis).

Og hvordan skulle man kunne slutte mere passende end med Rolling Stones’ Paint it Black (godt, at de ikke forsøgte sig med Sympathy for the Devil) ...

For øvrigt præsenterer de danske undertekster os for en af de mest løjerlige oversættelseskortslutninger, jeg har set længe: Da Lomax træder op imod Milton, skriger Satan: "Damn you!" - hvilket giver god mening. Men på dansk bliver det til: "Fanden tage dig!" - hvilket (i Satans mund) jo ikke giver mening overhovedet.

Jamen hvad er så problemet?
Det er kort og godt: at der er så alt for meget hud! Udmalet, udpenslet og udtrukket; den får ikke for lidt. Personligt ville jeg blive frygtelig flov, hvis jeg skulle se den i biografen, hvor man hverken kan gøre fra eller til.

I dvd-spilleren kan man trods alt spole hurtigt frem gennem sexscenerne, skrue ned for lyden, springe over eller (i hvert fald på pc’en) gøre vinduet lillebitte osv. I biografen kan man kun kigge væk. Eller blive væk.

Hver enkelt har vel sine løsninger; og det er svært at sige, hvor ens grænser bør gå. Men det er naivt at tro, at det ikke gør noget ved en. Eller ved skuespillerne. Og hvor er det træls, at så god en fortælling og så flot et spil som Al Pacinos absolut skal sælges på den måde. Det går så langt længere end blot til smuk erotik; det er udspekuleret og kynisk kødudsalg. Og endda unødvendigt.

Jeg tror endda ikke, at min reaktion nødvendigvis er specielt snerpet. Måske kommer her en overfortolkning; men da Mary Ann rejser sig i kirken, forrevet og nøgen og misbrugt af Djævelen, anes det, at Charlize Theron (som ellers ikke er pivet i den retning) faktisk ikke har det vildt godt med scenen. I hvert fald rejser hun sig og råber så dramatisk og står så kunstigt, at det slet ikke ligner hende og hendes talent ellers.

Det er derfor, jeg ikke rigtigt ved, om jeg vil anbefale den. Det er en glimrende film; men ligefrem gå glip af vigtig indsigt ved at droppe den, det gør man vist ikke. Man går glip af en god underholdning; men det overlever man vel. God underholdning kan man trods alt (endnu) skaffe sig, uden at den absolut skal sælges og proppes ned i halsen på én med kvadratmetervis alt for nøgen hud.

---